søndag den 27. marts 2011

'Den svære toer' af Lone Aburas

Lone Aburas anden roman handler om Kristoffer, der arver sin mors hund Rigmor. Kristoffer ser ikke sig selv som en mand, der har hund, men at være hundeejer gør at han møder nogle andre mennesker end dem han plejer at se. Det får ham også til at beskæftige sig med noget andet end Internettet, som han efter et brudt forhold er belvet totalt afhængigt af. På et hundetrænerkursus møder han frisøren Lilly, som han indleder et forhold til. Af personerne omkring Kristoffer kan nævnes hans kollega Klaus, der har problemer i sit ægteskab, han går men ønsker egentlig at vende tilbage. Det ønsker hans kone Britt imidlertid ikke. Hun blomstrer faktisk op og indleder et nyt forhold...
På en eller anden måde er det en roman om forkælede yngre mænd, der enten boller udenom eller bare generelt har så ondt af sig selv, at det ikke er til at holde ud. I forhold til at forfatteren indleder bogen med en præsentation af personerne og en slags vejledning, hvori hun bekendtgør, at hun denne gang vil skrive om lykkelige mennesker, så er der ret mange ulykkelige skæbner i romanen. Der afsluttes i øvrigt med opgaver og spørgsmål til teksten, så værsgo kære dansklærere; den er lige til at gå til for de travle...
Hvad bogen derudover vil, skal jeg ikke kunne sige... Måske fortælle en historie om hverdagslivet i Danmark som vi allerede har hørt tusind gange? En svær toer ja, måske tredje gang er lykkens gang?

'Den svære toer' af Lone Aburas. Gyldendal 2011, 170 sider

Ingen kommentarer: