søndag den 8. juli 2018

'Sol og salt' af Ellen Strandgaard

Den midaldrende Maren er hovedpersonen i denne bog. Hendes tvillingesøster Birthe har lige fået kræft, - en sygdom som Maren også tidligere har været ramt af, og som deres mor døde af. Maren og Birthe har et kompliceret forhold til hinanden. Maren føler at moderen gjorde forskel på dem og altid gav Birthe nogle andre muligheder. Også i forhold til Marens voksne datter Lillian er der en vis konkurrence mellem de to søstre; Maren mistænker i hvert fald Birthe for at have mere kontakt til Lillian end hun selv har, hvilket er en sorg for hende.
Maren arbejder som fysioterapeut med at lindre smerter. Gennem hendes arbejde hører vi også om flere af hendes patienter og deres sygdomsforløb.
Det er er fortælling, der springer meget frem og tilbage i tid uden altid at angive, hvor læseren nu befinder sig. Men bortset fra det, giver romanen et fint socialrealistisk hverdagsbillede af en kvindes grublen over forholdet til sin mor, søster og datter, - samt en hel del sygehistorier..

'Sol og salt' af Ellen Strandgaard. Attika 2018. 202 sider.

Ingen kommentarer: