En stærk selvbiografisk roman om at vokse op i en familie, hvor man ikke føler sig elsket.
Leonora Christina Skov var som barn Christina i Helsinge. Enebarn i en familie hvor omdrejningspunktet i høj grad var en mor, der havde brug for anerkendelse og opmærksomhed i en grad, der gik ud over alle omkring hende, - men især over datteren. Faderen tog konsekvent moderens parti overfor datteren.
Christina kan næsten ikke vente på at blive student og slippe væk hjemmefra. Hun flytter til København, begynder at læse, klarer sig selv og springer ud som lesbisk. Forældrene kan ikke acceptere hendes seksualitet og i mange år har de kun sporadisk kontakt. Da moderen rammes af kræft er hun overbevist om, at det er datterens skyld.
Romanen indledes med moderens død og igennem hele historien hører vi sideløbende om skriveprocessen; alle de overvejelser Leonora gør sig i forhold til det at skrive om sin egen familie. Det er ikke en sort/hvid fortælling, og forfatteren finder en fin balance i historien. Lige i starten tænkte jeg at den måske var lidt tynd, men romanen bliver mere og mere medrivende og intens. Man kan ikke lade være med at tænke over, at det er utroligt så langt et barn ofte vil gå i kampen for sine forældres kærlighed. - Og hvordan et hjem som Christinas præger et barn, også selv om alt på overfladen ser fint ud.
Minder på mange måder om Delphine de Vigans "Alt må vige for natten".
'Den der lever stille' af Leonora Christina Skov. Politiken 2018, 374 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar