tirsdag den 8. november 2022

'Det hele handler ikke om dig' af Niels Overgaard

En filosofisk bog om de stoiske principper. I fem kapitler behandles de fem stoiske principper:
1. Fokuser på det du kan kontrollere, - hvilket stort set kun er dine egne reaktioner og dine egne handlinger - og giv slip på alt det udenom, som du alligevel ikke kan kontrollere
2. Succes er at gøre det rigtige - ikke nødvendigvis at tjene mange penge. - find ud af hvad der er det rigtige for dig - og bliv god til det.
3. Selvdisciplin gør dig fri. Få nogle gode vaner ind i dit liv - og hold fast i dem
4. Døden er din ven. Husk at du skal dø, at du ingenting ejer, at alt er til låns, at du ikke er her for evigt. Vær glad for den dag du er i lige nu og få noget godt ud af den.
5. Det hele handler ikke om mig. - Vi er en del af noget større, dine gerninger rækker ud over dig selv og påvirker andre.
Jeg har været ret optaget af denne bog. Især det første princip om at fokuserer på det man kan gøre noget ved. Synes at den er velskrevet og på en fin måde formidler ældgamle principper, der stadig har et budskab til os i 2022.

 'Det hele handler ikke om dig' af Niels Overgaard. People's Press 2020

mandag den 7. november 2022

'Hvis man ikke vidste bedre' af Lotte Kirkeby

Uh, denne var lidt svær for mig at få greb om. Hvis ikke der var så meget andet, som jeg gerne vil læse, så burde jeg nok læse den en gang til. Det er en meget tænkende, intellektuel roman, hvor det meste foregår i personernes hoveder. Den kvindelige hovedperson er vendt tilbage til den by, hvor hun for mange år siden boede sammen med sin mand og sin datter. Hun strejfer rundt og genopfrisker minder, som langsomt giver læseren et indblik i, hvem hun tidligere var, og hvordan hun opfattede sig selv i forhold til de andre i byen. Langsomt får man et indblik i et kvindeliv; forholdet til barnet, manden, huset og en anden mand. Der er en slags undergangsstemning over bogen; man ved at noget er gået galt, men ikke helt hvad. Er nødt til at indrømme, at jeg syntes bedre om forfatterens første bog "De nærmeste"

'Hvis man ikke vidste bedre' af Lotte Kirkeby. Gutkind 2022, 207 sider

søndag den 6. november 2022

'For evigt' af Kristina Stoltz

Baby vokser op i et svensk rigmandshjem, men oplever et stort svigt, da hendes mor flytter væk for at bo hos en anden mand. Hendes far har for travlt med sit arbejde til at tage sig af hende, og en genforening med moderen bliver aldrig mulig. Da Baby som 16-årig bliver gravid flygter hun fra hjemmet og lander i første omgang i København. 
Mange år senere kommer Baby tilbage til sin lejlighed i København, hvor hendes barnebarn Cajsa nu bor i kollektiv. Ingen har hørt fra Baby i to år og hendes datter Anna har været ude af sig selv af bekymring. Efter et langt liv fuldt af svigt nægter Anna nu at tale med sin mor. Cajsa er aktiv i klimaaktivisme og Baby involverer sig i hendes liv, mens hun prøver at udtænke en måde at få kontakt med Anna på igen. Anna er forelsket i den suspekte Theis, som Cajsa ikke bryder sig om, og selv er Cajsa interesseret i Ask, der måske stadig har følelser for en anden.
De tre generationer af kvinder har hvert deres at kæmpe med og vi følger dem og deres livssituation på skift. Det er en fin roman med mange aspekter af levet kvindeliv. Min umiddelbare tanke er, at det bare er virkeligt forskelligt fra noget, som jeg selv har oplevet - og det er ret fascinerende. Minder lidt om Johanne Myginds 'Kærlighedens år'

 'For evigt' af Kristina Stoltz. Gutkind 2022, 428 sider.

søndag den 30. oktober 2022

'Himmelstormere' af Maggie Shipstead

Slægtsfortælling, der springer i tid og sted. Tvillingerne Jamie og Marion overlever i 1914 et skibsforlis som babyer, men mister både deres far og mor. De vokser op hos deres onkel Wallace. Jamie vil være kunstner, mens Marion bliver besat af tanken om at flyve. Som helt ung gifter Marion sig med spritsmugleren Barclay, der betaler for hendes flyvetimer og køber hende et fly. Imens flygter Jamie og oplever en sommerforelskelse, der bliver afgørende for hans liv og kunst.
I bogens andet spor følger vi hollywoodstjernen Hadley, der efter en krise i sin karriere bliver tilbudt at spille den mystiske Marion Graves, der forsvandt under sin store flyvning jorden rundt i 1950.
Sideløbende med Hadleys forsøg på at finde ud af mere om Marion, følger læseren gennem bogens andet spor Marions flugt fra Barclay, hendes kamp for at få lov til at flyve, samt 2. Verdenskrigs konsekvenser for alle bogens karakterer.
Det er en virkelig en spændende og fascinerende historie, der fanger læseren ind.

'Himmelstormere' af Maggie Shipstead. Gyldendal 2022, 684 sider.

lørdag den 22. oktober 2022

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav

 Agnete har lige mistet sin mand og er i chock. Ikke bare pga hans død men også fordi han kort før sin død fortalte hende, at han havde en datter, som hun ikke kendte noget til.
Sophie trænger til en pause fra sit liv, da hun pludselig får at vide, at hendes svenske far er død. De havde ikke meget kontakt i hendes voksenår, men efter en pludselig indskydelse vælger hun alligevel at tage et par feriedage i farens hjemby Môlle.
Før hun ved af det har hun lejet sig ind på et værelse hos Agnete, der ikke ved hvem hun er og kattens leg med musen kan begynde. Sophie kommer til at synes godt om Agnete, og det bliver vanskeligere og vanskeligere for hende at komme til at fortælle, hvem hun i virkeligheden er.
Feel good - afslappende læsning med lidt drama og underholdning - ikke så dårligt!

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav. HarperCollins 2022, 298 sider

fredag den 21. oktober 2022

'Dagbogens hemmelighed' af Frida Skybäck

En familie- og slægtsfortælling fortalt i to spor: I det nutidige kaldes Rebecka tilbage til sin hjemby, da hendes mormor er blevet alvorligt syg. Hun har brug for en til at tage sig af huset, imens hun ligger på hospitalet. Rebeckas kæreste er mildest talt uforstående overfor hendes behov for at hjælpe sin mormor. Heldigvis får hun lidt efter lidt hjælp af den gnavne nabo, som måske ikke er så slem endda, når det kommer til stykket..
 Bogens andet spor følger mormor Anna under 2. Verdenskrig, hvor hun møder en ung mand Luca, som fascinerer hende. Han er imidlertid af italiensk afstamning og ikke en, som hendes forældre kan godkende. Luca er blandet ind i arbejdet med at hjælpe jødiske flygtninge i sikkerhed, og Anna ønsker at hjælpe ham. Det får imidlertid voldsomme konsekvenser for hende og de følgende generationer.

 'Dagbogens hemmelighed' af Frida Skybäck. Cicero 2022, 317 sider.

søndag den 16. oktober 2022

'Ingen som dig' af Nick Hornby

Lucy er 41 år, fraskilt og mor til to sønner. Hun arbejder som lærer og er ikke på udkig efter en kæreste. Men der er et eller andet ved den unge fyr i den lokale slagterforretning, som hun tiltrækkes af. Han er selvfølgelig alt for ung, men hun vil virkelig gerne lære ham at kende og måske ville han være interesseret i at være babysitter for hendes to drenge?
Joseph er 21 år, drømmer om at gøre karriere som DJ, imens han som bibeskæftigelse klarer sig som fodboldtræner og ekspedient hos den lokale slagter.
Joseph og Lucy er så forskellige, som nogen kan blive, men alligevel falder de for hinanden. Det er et forhold med mange forhindringer og komplikationer, men måske findes mange af barriererne mest oppe i deres hoveder?
Fin kærlighedsfortælling fortalt med indsigt, varme og humor.

'Ingen som dig' af Nick Hornby. Hr. Ferdinand 2022, 380 sider