'Morgen i Jenin' af Susan Abulhawa

Denne beretning fra Palæstina, der med udgangspunkt i de fordrevne palæstinensere fotæller om et helt folks smerte, er en stærk fortælling om tab. Ikke bare tab af jord, land og tilhørsforhold, men om det at miste alt hvad man holder af.
Vi følger hovedpersonen Amal, der bliver født i en flygtningelejr i Jenin. Gennem hende får vi historien om de fordrevne forældre, den håbløse kamp mod overmagten, livet i en flygtningelejr, hvor ingen ved, hvad morgendagen vil bringe. En af Amals brødre forsvandt under fordrivelsen, han vokser siden op i Israel som jøden David. Den anden bror Josif går ind i modstandskampen.
Romanen kan læses som en analyse af, hvad det gør ved mennesker at blive frataget alt. Kan man klare at miste alle dem man elsker og stadig forblive et menneske? Den er skrevet som en blanding mellem en slægtsroman og en erindringsroman, hvilket får nogle af beskrivelserne - erindringerne? - til at stå knivskarpe, mens selve romankunsten nok kunne have været større. - Men stadig en anbefalelsesværdig barsk bog.

'Morgen i Jenin' af Susan Abulhawa. Gyldendal 2010, 379 sider.

'Om natten i Jerusalem' af Birgithe Kosovic

Munken Theodor er rejst til Jerusalem. Han har syndet med syersken Mathilda og han er kommet i tvivl om hele fundamentet for sit liv; den kristne tro, alt det han har viet sit liv til. Han er kort sagt en tvivlende munk, der ikke tror på genopstandelsen. For Theodor vil det være døden at træde ud af kirken, men kan der overhovedet findes et liv efter den død; kan han håbe på et liv med Mathilda? På gaden i Jerusalem møder Theodor en gammel tiggerske, der lover at fortælle ham en historie "der vil være til gavn for den der ser og bringe tvivleren forvisning"
Og så fortæller hun historien om pashaen, der i fortvivlelse over at være barnløs tager den ene kone efter den anden i jagten på uendeligheden; i håbet om at alt ikke skal stoppe med døden; at vi skal have en slægt at føre videre, at arbejde for. Pashaens 4. hustru er prinsesse Mihrimah, og hun forelsker sig som de andre i pashaen eller måske snarere i den opmærksomhed han viser hende. Indtil det går op for hende, at han ikke elsker nogen ud over sig selv. Det er derfor han ønsker at føre sit eget billede videre i en søn. Heller ikke hun bliver gravid, og der opstår alskens intriger og ulykker blandt de 4 hustruer, der kæmper om pashaens gunst.
Det er en fabelagtig lille fortælling. Endnu et bevis på at det ikke behøver være langt for at være godt. Hvor dejligt for en gang skyld at læse noget, hvor man føler at forfatteren har noget mere overordnet hun gerne vil sige; nogle overvejelser omkring liv, skæbne og tro - der ligger ud over hverdagen.

'Om natten i Jerusalem' af Birgithe Kosovic. Gyldendal 1999, 114 sider

'Søsteren' af Poppy Adams

Viginia Stone - Ginny- bor alene på familiens store landsted i England. Hun er efterhånden en ældre dame; natsværmerforsker og videnskabskvinde. Efter 47 års fravær har hendes yngre søster Vivien meldt sin ankomst - og Ginny tænker tilbage på en speciel barndom med forskeren Clive, alkoholikeren Maud og den egocentriske søster Vivi. -Men hvad skete der egentlig dengang Maud faldt ned af trappen og slog sig ihjel? Er det Ginny eller Vivi, der er ved at blive sindsyg?  Vivi beskrives i første omgang som overfladisk, ret usympatisk og kynisk, men lidt efter lidt kommer man som læser mere og mere i tvivl om, hvad man skal tro. Måske var Vivi i virkeligheden den, der dækkede over en søster, der manglede en række sociale færdigheder? - Eller hvad? - Det er Ginny, der fortæller historien og således også hendes version vi får præsenteret. Og man bør som bekendt altid høre begge sider af en sag før der fældes dom. Forfatteren forstår virkelig at holde os hen i uvished!
Poppy Adams har skrevet et familiedrama, der både rummer kærlighed, svigt, mord og særlinge. Kan stærkt anbefales!
'Søsteren' af Poppy Adams. Mrs. Robinson 2010, 274 sider

'Afkørsel 12 mod Caribien' af Lise Bidstrup

Hvem har ikke ind imellem drømt sig langt væk fra den grå hverdag; ud til sol, palmer og eventyr; til Caribien f.eks...? 
Julie er træt af sit hverdagsliv med mand og børn. Hun drømmer sig væk, og en dag tager hun konsekvensen af sin egen mistrivsel og rejser til Caribien. Her afprøver hun alle singlelivets glæder, men også bekymringer og sorger, mens hun langsomt kommer til en afklaring i forhold til sin egen situation., godt hjulpet af den helt specielle guide Owen.
Det er en bog der giver stof til eftertanke, synes jeg. Forfatteren lader sin hovedperson Julie gennemleve alle konsekvenser af en eventuel skilsmisse i en slags parallelverden, hvor vi ind imellem ser klip fra hverdagslivet i Danmark. Først når hun har været igennem en del prøvelser, ved hun, om hun er klar til at tage konsekvenserne af sine valg, og så kan hun endelig tage sin beslutning.
Beskrivelsen af den måde Julie takler sin rolle som mor på, virker ret provokerende på mig, og derfor også måske en anelse urealistisk. Kan man virkelig blive så træt af sine børn? På den anden side er det som om, Julie en stor del af tiden befinder sig i denne anden verden; mareridt eller drøm alt efter temperament, som på en eller anden måde fritager hende for ansvar og skyld.
Det kan være lidt forvirrende at holde styr på tankespin kontra virkelighed, men det er romanens præmisser. Og hvis man accepterer dem, får man en god historie, hvor de fleste brikker glider fint på plads til sidst, og giver en lidt at tænke over.

'Afkørsel 12 mod Caribien' af Lise Bidstrup. Forlaget Facet 2009, 223 sider.

'Legenden om Villa Valmarana' af Birgithe Kosovic

Det midaldrende ægtepar i Villa Valmarana mister deres eneste datter i barselsseng, og stor er deres sorg, da det viser sig, at der er noget i vejen med hendes datter; barnet er dværg. De beslutter sig for at indrette hele villaen med møbler i dværgestørrelse og ansætter kun dværge som tjenestefolk. Villaen lukkes af, så barnet Jana aldrig ser noget til verden udenfor. Bedsteforældrene sætter hele resten af deres liv ind på, at holde Jana i lykkelig uvidenhed om, at hun er anderledes. Men da Jana bliver teenager tager nysgerrigheden overhånd: Hun må se, hvad der findes bag havens tykke mure. Hun bryder ud, afslører familiehemmeligheden, oplever verden og smerten. Som tilskuer bliver hun endda vidne til et kærlighedsforhold, der gør et dybt indtryk på hende.
Da Jana efter mange år vender tilbage til Villa Valmarana er de gamle familiemedlemmer alle døde, og alt er i forfald...
At bruge ordet  "legenden" i titlen virker helt rigtigt. Det er en velskrevet historie om gamle dage, der fortæller historien om et usædvanligt menneskes liv. Der er lidt klassiker over den, men om det bare er en god historie, eller den vil mig et eller andet særligt, kan jeg ikke helt finde ud af...
'Legenden om Villa Valmarana' af Birgithe Kosovic. Gyldendal 1997, 124 sider

'Ashenden eller den britiske agent' af W. Somerset Maugham

Agentroman fra 1. Verdenskrig; - Det lader til at været blevet et helt tema i min læsning det sidste stykke tid: 1. Verdenskrig. På omslaget står der "alle agentromaners fader" og denne må vel nærmest betegnes som en klassiker. Bogen består af en række fortællinger, der faktisk kan læses som noveller. Vi får ikke meget at vide om hovedpersonens personlige baggrund, fokus er lagt på spionverdenen. Det er en ublodig historie, langt fra moderne spændingsbøger og jeg synes den er mere underfundig end egentlig spændende; med fokus på at den kloge narrer den mindre kloge. Sådan lidt anekdoteagtig på den hyggelige måde.

'Ashenden eller den britiske agent' af W. Somerset Maugham. 3. udg. Rosenkilde 2010, 295 sider. Original udg. 1928

'Det dobbelte land' af Birgithe Kosovic

Vi er i starten af borgerkrigen i Jugoslavien. Den aldrende Milovan er flygtet fra krigen i Kroatien og har søgt tilflugt i sit barndomshus bag bjergene i Hercegovina. Her tænker han tilbage på sit liv. - Og på hele sin slægts liv. Hvad er han for et menneske? - Det er det centrale spørgsmål han stiller sig selv. De valg han har foretaget gennem sit liv, de svigt der fylder; hvordan viser de ham som menneske, hvordan har de påvirket ham? Det er på mange måder en barsk roman. Velskrevet men barsk. Milovans historie er nemlig også historien om Jugoslavien; historien om et på mange måder dejligt land, men også et land fyldt af had og hævntørst. Det vil være synd at afsløre for meget, men lidt efter lidt afdækkes Milovans minder, og det er ikke småting, han har med i bagagen. Første del kan godt virke lidt rodet og svær at overskue, men hold ud; det bliver bedre, mere kompliceret og barskere endnu... 
Romanen er en af de seks nominerede til årets Romanpris, og selv om jeg kun har læst en af de andre, så vil jeg tro, at den har gode chancer. Birgithe Kosovic kommer i øvrigt til Nykøbing her i februar.

'Det dobbelte land' af Birgithe Kosovic. Gyldendal 2010, 252 sider.