torsdag den 8. januar 2009

'Vigtigt at vide om Ludmilla' af Sissel-Jo Gazan

Fascinerende og forfærdelig roman om pigen Ludmilla, der har været udsat for så grove overgreb, at hun har slettet 6 år af sit liv fra sin hukommelse. Hun vågner op som stor teenager i et land hvor hun ikke forstår sproget. Hun husker sin barndom, frem til 10 års fødselsdagen, derefter er alt væk. Vi følger Ludmilla i hendes videre liv og sideløbende får vi historien om drengen Ivor, der får tæsk derhjemme og bliver soldat som 13 årig. En dag sidder Ivor på en bænk i den park Ludmilla går gennem hver dag. Han har ledt efter hende...
Rammerne er et fiktivt land, men fortællingen kunne foregå i alle krigsramte områder.
Hermed anbefalet!

tirsdag den 6. januar 2009

'Når man kysser i august' af Sissel-Jo Gazan

Ja, jeg fik lyst til at læse noget mere af Gazan, så jeg gik i gang med hendes debut fra 1995.
Den handler om pigen April Sommer, født i maj - og er en fortælling om at blive voksen, om at møde livet og kærligheden, om at leve i nuet. Kort sagt en god historie, skrevet i et godt sprog med en magisk/realistisk undertone.

mandag den 5. januar 2009

'Nu er det længe siden' af Hanne Reintoft

Historisk roman om sidste halvdel af 1800-tallet. Med en sønderjysk familie i centrum. Faderen falder ved Dybbøl i 1864 og de 4 børn bevæger sig i vidt forskellige retninger, både hvad angår politisk overbevisning og social placering i samfundet.
Problemet med denne roman er, at den ind imellem virker mere som en historisk afhandling om det politiske liv i Danmark i årene efter 64' end som en roman. For mig fylder politikken alt for meget, til at historiens personer rigtig fænger. Alligevel læser man videre, vil gerne lige se, hvad det hele ender med. Hun kommer bredt omkring tiden; religiøse kampe, kvindesagen og det gryende demokrati....

søndag den 28. december 2008

'Den sidste koncert' af Nicola Lecca

Den unge svensker Oscar kommer til London og øver sig i at bekæmpe kedsomheden i jobbet som 'Goddagsiger' på et stort hotel. Den store dirigent Alexander beslutter sig for at give en sidste koncert inden han trækker sig tilbage, selv om han lige har fået tilbudt et stort job. Oscar bestemmer sig til at gøre alt for at få en billet til denne koncert... - Men det viser sig mere end svært, da den skal afholdes i en islandsk kirke og de 52 tilhørere vil blive udtrukket fra den lokale telefonbog. Historien er godt skrevet, personerne griber ind i hinandens liv. Den er vemodig, stemningsfuld og efterlader mig lidt modløs; hvad fik Oscar egentlig ud af at gøre alt for en billet til Alexanders sidste koncert? - Måske er det en "Vi skal alle dø" bog, en bog med fokus på, hvad der er vigtigt i livet?

onsdag den 24. december 2008

'Dinosaurens fjer' af Sissel-Jo Gazan

Spændende og medrivende krimidrama...
Et af bogens hovedtemaer er de hemmeligheder, der findes i alle familier og som oftest har bedst af at blive fortalt i tide.
Anna er enlig mor med en lille datter og meget afhængig af sin mors hjælp i dagligdagen. Hun læser biologi ved Københavns Universitet, og har netop afleveret sit speciale, da hendes forhadte vejleder bliver fundet død under mystiske omstændigheder.. Under opklaringen stifter vi bekendtskab med politimanden Søren og med Annas venner og omgangskreds, samt hele miljøet på fakultetet.
Det er meget mere end en krimi, vi kommer fint bagom personerne, og får indblik i deres dilemmaer.
Som altid med krimier er det lidt svært at referere fra handlingen uden at tage spændingen fra den næste læser, så det vil jeg undlade; læs den selv!
Romanen er januar måneds bog i Romanklubben

søndag den 21. december 2008

'Tyveri' af Peter Carey

Kunstroman; en anmeldelse på forsiden gør opmærksom på at bogen er en blanding af 'Da Vinci mysteriet' og 'Mus og mænd'
Ja, den første har jeg læst, den sidste har jeg endnu til gode... -Jeg har det lidt blandet med denne bog. Da jeg var færdig med den følte jeg mig som en af de to hovedpersoner Michael og Marlene også beskrives; en af de her mennesker, der ikke er født med kunst; en udenforstående, der ikke rigtig har fattet noget af det hele. - Og for at være helt ærlig; det har aldrig rigtig interesseret mig; kunst altså.
Jeg vil ikke rode mig ud i en beskrivelse af handlingen, der er helt sikkert en masse pointer, jeg ikke har fanget i denne roman, pga. min kunstneriske uvidenhed. - Men hvad værre er; der er også et eller andet i selve den dramatiske slutning jeg har misset. For at få det opklaret, burde jeg læse den en gang til, men det orker jeg altså ikke. - Der ligger alt for mange andre gode bøger på mit natbord.

onsdag den 17. december 2008

'Serafia' af Anne Marie Løn

Hun laver nogle helt fantastiske miljøbeskrivelser Anne Marie Løn. Den sidste jeg læste af hende 'Prinsesserne' foregik i Nordjylland, men denne gang er scenen sat i København og hun gør det åbenbart lige overbevisende, uanset hvilket miljø hun vælger...
Den aldrende Verna skranter, men heldigvis er hendes midaldrende søn Palle lige så god og stabil som en hjemmehjælper. Gennem Palles tilbageblik og tanker oprulles en barsk men også varm barndom på Nørrebro, hvor Verna var alene med 4 børn. En dagligdag, hvor småkriminalitet, værtshuse, bandeord og et stort alkoholforbrug fylder meget, men hvor familien og sammenholdet dog alligevel fylder mest. Selv om Palle er under tøflen hos sin mor og han indimellem irriteres på hende, så går hans kærlighed til hende som en rød tråd gennem hele bogen.
Det er en virkelig fin fortælling om en familie, og en fin beskrivelse af et socialt lavstatusmiljø.