En omfangsrig slægtsroman, der er anderledes end de fleste slægtsromaner. Her synes at være mest fokus på fraværet af relationer. I det første afsnit; Børnenes bog, hører vi om de tre søskende Rhea, Joel og Miriam, der lever vidt forskellige liv. Storesøster Rhea i et kollektiv på Møn, lillesøster Miriam som coach i en stor lejlighed på Frederiksberg, og Joel, der beslutter at forlade sit vikariat på et gymnasium og rejse til Nordnorge. De tre søskende har nærmest intet til fælles og opgiver også at lade som om.
Bogens næste afsnit foregår i 1967 og følger børnenes morfar Ernst i et krisefyldt år. Hans hustru er syg af kræft og hans job i banken er i fare pga en sammenlægning af fire mindre banker. De tre børns far amerikanske Nick har sit eget afsnit i det år, hvor han arbejder som lydmand og møder sin nye kone, mens afsnittet om halvsøsteren Julia er henlagt til 2036 og bl.a. indeholder en rejse til månen. Børnenes mor Alice afslutter bogen det år da morfar Ernst dør og bliver begravet, tidsrummet er ca. det samme som bogens start og derfor sluttes ringen på en fin måde.
Det er en kompleks, velskrevet og udfordrende roman, der efterlader denne læser med en følelse af ensomhed. På trods af personernes forbundethed, står de alligevel alene i deres livs kriser og udfordringer. Så det at de er jordiske er nærmest det tætteste de kommer på hinanden.
'Jordisk' af Theis Ørntoft. Gyldendal 2023, 599 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar