Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh har skrevet en bog, hvori han præsenterer de tanker og idéer, som han bygger sit politiske arbejde på. Jeg er selv vokset op i Vestjylland i en familie, hvor det liberale var vores grundfortælling, så der er meget i bogen, som jeg kan nikke genkendende til. Især i forhold til det liberale værdisæt og hvad man ønsker at give videre til sine egne børn, som fx arbejdsomhed, ansvarlighed, høflighed, ordentlig opførsel. Bogen kommer både omkring folkeskolereformen, unges mistrivsel, og bureaukratiet i den offentlige sektor. Der står overraskende lidt omkring skattelettelser, men temmelig meget om velfærdsstaten. AV forholder sig fx kritisk til bibliotekernes udvikling og bruger dem som eksempel på akademisk pseudo-arbejde; at bibliotekerne for at holde gang i butikken må opfinde alle mulige aktiviteter, som man ikke nødvendigvis forbinder med det traditionelle bibliotek. Lidt længere fremme i bogen lægger han vægt på dannelse og vigtigheden af børns mulighed for at dygtiggøre sig. Ærgerligt at han ikke selv ser koblingen mellem dannelse og bibliotekerne, der må være en opgave for nogle biblioteksfolk her.
En af hans kongstanker virker til at være, at vi skal væk fra den mentalitet, at alle ses som ofre for et eller andet. I stedet bør vi se den enkelte borger som et selvstændigt individ, der kan tage ansvar for sig selv og sine egne beslutninger og har ret til at leve sit liv som han eller hun ønsker i størst mulig frihed og med mindst mulig indblanding fra staten. - Og hvordan gør vi så det? Ja det ser ud til, at det igen bliver i folkeskolen det store slag skal stå....
Jeg er virkelig et ret vægelsindet menneske, hvad politik angår. Men en fin bog, der giver et godt indblik i, hvad Liberal Alliance og Alex Vanopslagh står for.
'Vejen til ansvar' af Alex Vanopslagh. Grønningen 1 2023, 261 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar