onsdag den 21. september 2016

'Krigerkattene. Bind 1-6' af Erin Hunter.

I sommers brugte jeg en del tid på at læse de seks bøger i serien "Krigerkattene". Det er en spændende børne/ungdomsserie, som min nevø har været meget optaget af.
Serien handler om katte: Røde er en tam stor killing, der bor i et hus og spiser tørfoder. Men han længes efter friheden udenfor hegnet, og en dag kan han ikke modstå fristelsen og begiver sig ud på eventyr. Han møder vildkattene fra skoven og bliver opfordret til at slutte sig til dem. Så Røde bliver til Ildpote og kommer i lære som kriger i Tordenklanen. Han får en god ven; Gråpote og kommer ud for mange forskellige eventyr. Tordenklanen er ikke den eneste gruppe katte i skoven. De må jævnligt kæmpe med katte fra Flodklanen, Skyggeklanen eller Vindklanen om territorium og bytte. Tordenklanens leder Blåstjerne er klog og retfærdig, men måske truer en fare inde i selve Tordenklanen. Ildpote får mistanke om at klanens næstkommanderende Tigerklo er en forræder, der ønsker selv at tage magten over skoven.
En serie om ære, traditioner, venskab, kamp og loyalitet, - evigt gyldige emner.
Det er en spændende serie. Og når man har læst de seks bøger, der er kommet på dansk, kan man fortsætte på engelsk, hvor der findes mange flere bøger. Serien kunne måske godt have været redigeret lidt skarpere, men man fanges ind af spændingen og kattenes verden.

'Krigerkattene. Bind 1-6.' af Erin Hunter. Sohns Forlag 2011-2012.

Ingen kommentarer: