tirsdag den 29. marts 2016

'Orkansæsonen og stilheden' af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Præsten Monica tager en tur til Guatemala midt i orkansæsonen, hvor hun besøger en gammel bekendt. Hun træffer også børnehjemspigen Nory, og deres korte samtale får betydning for dem begge.
Hjemme i Danmark arbejder Monicas veninde forsvarsadvokaten Beate sig langsomt ud af en stor sorg. Hun forsøger bl.a. at genoptage sin hobby: Jagt med bue og pil.
Vennerne Marcus og Benjamin er ude på et skråplan: De bliver stadig mere og mere involveret i narkomiljøet og en dag klapper fælden.
Omkring disse personer - og endnu flere, udspiller romanens handling sig. Det er en roman om de valg mennesker træffer, den måde vi påvirker hinanden på og hvordan vi på kryds og tværs griber ind i hinandens liv.
Der tages fat i både små og store spørgsmål gennem så forskellige emner som tro, sorg, kærlighed, tab og tilgivelse. Det er sjældent at se en roman gøre det, - og lykkes så flot med det, som det sker her! En meget velskrevet fortælling og meget befriende at høre en anden stemme end dem, forfattere plejer at bruge. Hvornår har en bog fx sidst haft en præst og en bueskytte som hovedpersoner?
Kan varmt anbefales!

'Orkansæsonen og stilheden' af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Poltikens Forlag 2015, 342 sider.

Ingen kommentarer: