tirsdag den 31. januar 2023

'Sange om stilhed og hjem' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen

I den kolde vinter 1945 flygter en 12-årig pige gennem et tilfrosset og krigshærget Østtyskland. Hun er klædt som en dreng og følges med en gruppe kvinder og børn, der ikke kender hendes identitet. I glimt hører vi om det, hun er flygtet fra, hvilket er begivenheder så voldsomme, at hun delvist har fortrængt dem. Sult og angst fylder meget for gruppen, der desperat forsøger at komme så langt væk fra den russiske hær som muligt. Som drengen Uwe ankommer Ursula til Danmark og interneres i en flygtningelejr. Mere af nød end af lyst bliver hun venner med Renate, der gerne vil bestemme, og opfører sig lidt som en storesøster.
Simon er en ung musikstuderende, der drømmer om at få opført sit eget stykke musik. Han melder sig som frivillig i flygtningelejren og samler et kor, der skal opføre hans værk. Uwe har en usædvanlig smuk stemme og bliver Simons yndling - og stjernen i koret. Men vilkårene i lejren er barske og sygdomme hærger overalt. Flygtningene forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan vende tilbage til Tyskland, da krigen slutter, og alle er nervøse for at høre nyt om deres familie. Også Uwe, der håber på at blive genforenet med sin bror.
En barsk og medrivende fortælling, der i første afsnit fortælles af barnet på flugt og derefter af den unge frivillige. 

'Sange om stilhed og hjem' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Gyldendal 2022, 450 sider.

tirsdag den 24. januar 2023

'Livets omkostninger' af Deborah Levy

 Jeg havde ikke læst ret meget af denne lille fine bog, før jeg blev ramt af de fine og rammende formuleringer og betragtninger. Fx.: "Det havde end ikke strejfet ham, at hun muligvis ikke betragtede sig selv som biperson og ham som hovedperson" - og: "Når man hiver tapetet af eventyret om Familiens Hjem, hvor mandens og børnenes lykke og velbefindende altid har haft førsteprioritet, vil man bagved finde en uelsket, forsømt og udmattet kvinde, der aldrig har fået nogen tak" Nogle gange rammer en sætning som den sidste her mig lige i maven og tager pusten fra mig. Det er svært at forklare hvorfor. Umiddelbart føler jeg mig hverken uelsket eller forsømt - om end ind imellem lidt udmattet. I hvert fald har man jo ikke lyst til at føle sig uelsket og forsømt. Der er noget offer-agtigt over det, som er ubehageligt. Og sådan sætter denne biografi flere steder en finger på et ømt punkt og trykker til. Forfatteren Deborah Levy - som jeg i øvrigt ikke har læst noget andet af - beskriver sit liv i en periode, hvor hun lige en blevet skilt. Hun sidder i et havehus hos en bekendt og skriver. Absolut læseværdig lille biografi.

'Livets omkostninger' af Deborah Levy. Forlaget Vinter 2022, 153 sider.

mandag den 16. januar 2023

'Postkortet' af Anne Berest

En stærk roman om en jødisk familie oplevelse af at være netop det; jødisk i Frankrig i forskellige generationer. Romanen indledes med at forfatterens mor en dag i 2003 modtager et postkort i sin postkasse. Udover adressen står der på kortet kun fire navne: Ephraim, Emma, Noemie og Jacques. Bag disse fire navne gemmer sig hendes mors forældre og søskende, der alle døde i Auschwitz i 1942, et par år før morens egen fødsel. En del år senere begynder Anne jagten på sin mors families historie. Hendes mormor Myriam var eneste overlevende i familien og Anne skriver deres historie frem. Familien Rabinovitj, der stammer fra Polen, men flytter over Moskva og Palæstina og ender i Frankrig. Der gør alt for at passe ind og få det eftertragtede statsborgerskab, og alt for sent indser hvad den tyske besættelse af Frankrig kan få af konsekvenser for dem selv.
Det er en barsk fortælling, som er fortalt mange gange. Alligevel kan man godt tåle at høre den igen. Og blive mindet om, hvor vigtigt det er ikke at glemme. Og det er måske ikke så mærkeligt at forfatterens egne antisemitiske oplevelser, hendes mors og hendes datters, får hende til at være på vagt. Ikke med den historie.
Anne optrevler hele den familiefortælling, der har været skjult længe. Den jødiske fortid, mormorens oplevelser under krigen og sin egen mors afsavn. Overgreb sætter spor i generationer. Og hvem sendte egentlig det postkort? 

'Postkortet' af Anne Berest. Alpha 2022, 486 sider

søndag den 15. januar 2023

'Morfar åndede med havet' af Trude Teige

Den unge norske sømand Konrad er sammen med sin bror Sverre i 1943 ombord på et skib med kurs mod Australien, da skibet sænkes af en japansk ubåd. Sverre og de andre officerer tages til fange i ubåden, mens de menige sømænd mejes ned af maskinpistoler. Konrad er dog en dygtig svømmer og undslipper sammen med en af sine kammerater. De to driver rundt i en redningsbåd og kommer endelig i land på Java. Her indlægges Konrad på det lokale sygehus, hvor han møder den norske sygeplejerske Sigrid, der i en årrække har boet på Java med sine forældre og sin lillesøster. Både Sigrid, Konrad og Sverre ender i japanske fangelejre, og efterhånden som tiden går, bliver hver dag til en kamp for overlevelse. Sygdom, sult og grusomheder er hverdagskost og alle er bekymrede for deres kære; vil de nogensinde ses igen?
Det er en gribende og velskrevet historisk roman med en fin kærlighedshistorie. Roman bygger delvis på virkelige beretninger fra europæiske krigsfanger på Java. Kan læses uafhængigt af forfatterens "Mormor dansede i regnen", der dog også kan anbefales.

 'Morfar åndede med havet' af Trude Teige. Alpha 2022, 399 sider

fredag den 30. december 2022

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego

En novellesamling fra en dansk-norsk debutant, der både vandt Bogforums debutantpris og den norske debutantpris. Samlingen består af ni noveller med kvinder i centrum. Det er ofte de små skred i hverdagen, der beskrives: Det øjeblik, hvor der sker noget afgørende, som giver livet en ny drejning. Tit sker disser ændringer i relationer til andre mennesker. De to noveller, der gjorde størst indtryk på mig var den første og den sidste. I "Vinter" er Marie taget til England for at komme sig efter et brud og en ufrivillig abort. Gensynet med ungdomsveninden, som hun bor hos og oplevelsen af naturens ro og samhørighed giver hende styrke til at fortsætte, selv om veninden både er den samme og alligevel helt anderledes. I den sidste novelle "Alt er smukt" er 14-årige Julie på ferie med sin mor, morens veninde og morens kæreste. Samtidig med at hun får sin første menstruation opdager hun, at der sker noget mellem veninden og kæresten. Novellerne tegner nogle fine stemningsbilleder, og jeg glæder mig til at følge Kristin Vego. 

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego. Turbine 2022, 156 sider.

torsdag den 29. december 2022

'Børnene er konger' af Delphine de Vigan

Da den kun seks-årige Kimmy forsvinder under en gemmeleg i gården, bliver kriminalassistent Clara involveret i sagen. Kimmy og hendes storebror Sammy er YouTube stjerner og har deres egen kanal: Happy Play, som deres mor Mélanie bestyrer. Det er en helt ny verden for Clara at sætte sig ind i, og hun er chokeret over, hvordan det fungerer. De to børn filmes konstant af deres mor, ofte mens de pakker legetøj ud eller reklamerer for alle mulige produkter. Deres kanal har så mange følgere, at de kan tjene styrtende med penge på den. Men børnene lider under det, - hvilket deres mor dog nægter at se. Så hvem kan have bortført Kimmy? Og hvorfor?
Det er en stærkt samfundskritisk bog i forhold til de sociale medier, - hvor meget det betyder at blive set og få likes, og hvor meget det kan ødelægge. Samtidig er der selvfølgelig en spændingskurve i forhold til hvem der har taget Kimmy, men det kritiske fylder mest og giver virkelig stof til eftertanke. Velskrevet og tankevækkende! 

'Børnene er konger' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2022, 387 sider.

onsdag den 28. december 2022

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker

Vincent King bliver løsladt efter at have siddet i fængsel i 30 år. Som helt ung dræbte han i en ulykke den lille pige Sissy, hvis storesøster Star, han var kæreste med. Hans bedste ven Walker, der nu er politibetjent i den lille by Cape Heaven, henter ham i fængslet. Star bor stadig i Cape Heaven sammen med sine to børn Robin på fem og Duchess på tretten år. Efter lillesøsterens død begik hendes mor selvmord og hendes far har for længe siden forladt den lille by. Stars liv er fortællingen om en lang nedtur. Hvis ikke det var for Duchess, der gør alt hvad hun kan for at beskytte sin mor og skabe en tålelig hverdag for sin lillebror, så ville familien for længst være gået i opløsning. Duchess betragter sig selv som lovløs og en aften tager hun ud på et hævntogt, der sætter gang i en lavine af begivenheder med store konsekvenser for de to børn og deres nærmeste.
Romanens anden hovedperson er betjenten Walker, der lider af en begyndende sygdom, som han forsøger at skjule for alle. Walker har altid forsøgt at hjælpe Star og hendes børn, men han bliver alvorligt udfordret, da en kvinde bliver skudt og hans bedste ven Vincent findes på gerningsstedet. Walker nægter at tro på, at Vincent har begået mordet og starter sin egen efterforskning. - Jeg vil ikke afsløre mere, - læs selv!
Dette er ikke en helt almindelig krimi. Det er en stor fortælling om kærlighed, opofrelse og kamp for retfærdighed. Og det er en fortælling, der bliver ved med at overraske - lige til sidste side.

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker. Alpha Forlag 2022, 420 sider.