Viser opslag med etiketten vandring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vandring. Vis alle opslag

fredag den 23. juni 2023

'Alle himlens fugle' af Rakel Haslund-Gjerrild

Romanen følger en ung pige, der er alene i en fremtidig dystopisk verden. Hun forlader sit hjem og begiver sig ud på en vandring. Hun ønsker at finde andre mennesker, men er også bange for det. Og så kæmper hun for at holde fast i ordene og sit sprog, - en svær opgave, når der ikke er nogen at tale med. Langsomt forsvinder ordene for hende og hun bliver i tvivl om deres betydning. På et tidspunkt følger en fugl hende på vej, og hun forsøger at knytte den nærmere til sig, men det er ikke let. Det er en fin smukt  skrevet bog, lidt trist og vemodig.

'Alle himlens fugle' af Rakel Haslund-Gjerrild. Lindhardt og Ringhof 2020, 189 sider

torsdag den 24. november 2022

'Ingen vej tilbage' af Tommi Kinnunen

En del finske kvinder befinder sig ved 2. Verdenskrigs afslutning hos de tyske tropper i Nordnorge. Denne roman følger fem af dem gennem opholdet i den norske fangelejr og på den tur de tager til fods tilbage til deres hjemland da krigen er slut. Det er en barsk vandring gennem et krigshærget Lapland, hvor de så vidt muligt forsøger at undgå kontakt med lokalbefolkningen. Deres kronragede hoveder afslører alt for hurtigt hvem og hvad de er: Udstødte tyskertøser, der nu vender hjem fulde af skam og frygt for, hvad der venter i deres hjemby. Det, der var acceptabelt under krigen, er nu fatalt. Kvinderne nærmer sig forsigtigt hinanden, men taler ikke meget om, hvad de har oplevet eller om deres grunde til at følge den tyske hær. Nogle gjorde det af kærlighed, andre fordi de ikke så anden udvej.
En meget fin og barsk skæbnefortælling om at befinde sig på den forkerte side, når historiens regnskab gøres op. Velskrevet og deprimerende, fængslende og stærk - en bog der bliver hos en længe efter endt læsning.

'Ingen vej tilbage' af Tommi Kinnunen. Cicero 2022, 384 sider

lørdag den 1. oktober 2022

'Spor: essays om at gå' af Helle Bertram

 Jeg havde midt i september fornøjelsen af at deltage i en "Walk & Words" i Stubbekøbing, sammen med forfatter Helle Bertram, hvor hun læste højt af tekster fra denne bog. Imellem højtlæsningerne gik turens deltagere i tavshed og nød den smukke udsigt over vandet. Jeg havde læst bogen på forhånd, men det er en ny oplevelse at høre uddrag læst højt. Bogen består af refleksioner og tanker om det, der opstår, når man går. Om livet; stort og småt; forholdet til ens forældre, mænd, børn, arbejde, naturen osv. Men også om det at sætte den ene fod foran den anden og fortsætte i både egentlig og overført betydning. Det var en fin oplevelse, som jeg kun kan anbefale.

'Spor: essays om at gå' af Helle Bertram. Sydhav Forlag 2021, 67 sider

søndag den 24. juli 2022

'Manden der går tur' af Jiro Taniguchi

 Grafisk roman om at tage sig tid til at se alle de fine små ting i hverdagen. Bogen består af en række korte tegnede fortællinger om de små og store oplevelser, som manden kommer ud for på sine daglige gåture; fuglesang, vejrets skiften, en hjemløs hund, osv. En næsten mediativ læseoplevelse med en stemning af langsomhed og ro. Lidt ærgerligt at tegningerne er i sort/hvid, når forsidebilledet faktisk er i farver.

'Manden der går tur' af Jiro Taniguchi. Fahrenheit 2011, 159 sider.

søndag den 6. januar 2019

'Rigels øjne' af Roy Jacobsen

I tredje del af fortællingen om Ingrid fra øen Barrøy er vi nået frem til 1946. Ingrids datter Kaja er blevet 10 måneder, og Ingrid begiver sig ud på en rejse for at finde frem til Kajas far; den unge russer Alexander, der overlevede det tyske transportskib Rigels forlis og reddede sig i land på Barrøy. Alexander flygtede i den sidste krigsvinter gennem Norge for at komme hjem til Rusland, og nu vandrer Ingrid afsted med Kaja i et sjal på maven og forsøger at følge den samme vej, som han må have fulgt. Hun finder husly undervejs og får mad til både barnet og sig selv af venlige mennesker, som hun hun møder på vejen. Alle steder spørger hun, om nogle husker at have mødt Alexander. Mange har imidlertid ikke rigtig lyst til at tale om de begivenheder, der fandt sted i slutningen af krigen, og Ingrid må mere eller mindre gætte sig til sandheden.
Tanken om bare at gå afsted med et barn på armen og stole på, at tingene nok skal ordne sig, er noget af det fascinerende og dragende ved denne historie. Og så kan Roy Jacobsen bare noget særligt med sproget; det er en utrolig velfortalt historie. Om et land og et folk efter en krig, om selektiv hukommelse og om en kvinde, der ikke vil give op.

'Rigels øjne' af Roy Jacobsen. Rosinante 2018, 206 sider.

tirsdag den 6. maj 2014

'Gå' af Tomas Espedal

Det er lidt mærkeligt at finde denne bog på romanhylden. Som jeg læser den, er det ikke en roman, men et langt essay om at gå, vandre, rejse. Forfatteren fortæller om ture på fjeldet, oplevelser fra vandringer i Tyrkiet, mennesker han har mødt undervejs o.s.v. I starten er der lige vel mange henvisninger til andre vandrende poeter; fx Rousseau, Rimbaud og Aristoteles, men det bliver bedre i løbet af bogen, hvor han går mere ind i sin egen personlige oplevelse af det at gå. Han kommer med nogle fine betragtninger om tavsheden og angsten for at dø.

'Gå' af Tomas Espedal. Batzer & Co 2007, 210 sider.