En del finske kvinder befinder sig ved 2. Verdenskrigs afslutning hos de tyske tropper i Nordnorge. Denne roman følger fem af dem gennem opholdet i den norske fangelejr og på den tur de tager til fods tilbage til deres hjemland da krigen er slut. Det er en barsk vandring gennem et krigshærget Lapland, hvor de så vidt muligt forsøger at undgå kontakt med lokalbefolkningen. Deres kronragede hoveder afslører alt for hurtigt hvem og hvad de er: Udstødte tyskertøser, der nu vender hjem fulde af skam og frygt for, hvad der venter i deres hjemby. Det, der var acceptabelt under krigen, er nu fatalt. Kvinderne nærmer sig forsigtigt hinanden, men taler ikke meget om, hvad de har oplevet eller om deres grunde til at følge den tyske hær. Nogle gjorde det af kærlighed, andre fordi de ikke så anden udvej.
En meget fin og barsk skæbnefortælling om at befinde sig på den forkerte side, når historiens regnskab gøres op. Velskrevet og deprimerende, fængslende og stærk - en bog der bliver hos en længe efter endt læsning.
'Ingen vej tilbage' af Tommi Kinnunen. Cicero 2022, 384 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar