Jeg er lige blevet færdig med at læse denne roman. Jeg følger mig både grebet men også lidt deprimeret, og det er en af de bøger der giver mig lyst til selv at skrive en bog. Ikke fordi jeg kunne gøre det bedre, men fordi jeg får lyst til at fortælle min version af historien. Som et slags modsvar? Eller som et vidnesbyrd om at der stadig lever mennesker - rigtige mennesker på landet i Danmark. Og at nogle af de mennesker stadig er landmænd, der knokler og arbejder hårdt og må lægge øre og ryg til rigtig meget, som sikkert er svært for mennesker fra byen at forholde sig til.
Nå, det var tankerne. Bogen skifter mellem to spor; Erik, der som ung landmand i 1946 tager på højskole og etablerer et venskab med tre andre unge, som han skriver en vandrebog sammen med i de næste 50 år. Og hans søn Svend, der som livstræt folketingsmedlem med en skandalesag søger tilbage til barndommens land for at få udleveret en kasse, som bl.a. indeholder hans fars gamle vandrebog.
Vi følger Erik og hans hustru Lisbet gennem op og nedture i landbruget, sorger og glæder i hverdagslivet, men først og fremmest gennem den rivende udvikling, der sker i dansk landbrug.
Svend var faktisk uddannet landmand, men i 1987 solgte hans far jorden fra, hvilket han aldrig har forstået. Der blev derfor ikke nogen gård at overtage, og Svend rejste til Finland i nogle år og gik senere ind i politik.
Kan vandrebogen give nogle svar på Svends spørgsmål her mange år efter faderens død? Og kan han selv give sin datter et indblik i sin barndoms land og få et bedre forhold til hende?
Helt bestemt en bog, der er værd at læse - og debattere. Måske havde jeg lidt naivt håbet på en større forståelse for det nuværende landbrugs situation, men det er nok for meget forlangt. Bogens ærinde er snarere at give et indblik i den udvikling/afvikling, der har været, hvilket lykkes fint.
'Ude for uden' af Niels Krause-Kjær. Lindhardt og Ringhof 2025, 294 sider.
