Viser opslag med etiketten samfundsudvikling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten samfundsudvikling. Vis alle opslag

lørdag den 5. september 2026

'Arbejderhjerte 2' af Carl Frode Tiller

Trond er et svært sted i livet. Hans ægteskab skranter, han er blevet fyret med beskyldninger om at være racist og har svært ved at finde et nyt job. Hans datter er psykisk syg. Han ser tilbage på sit liv; husker i glimt afgørende små begivenheder; forholdet til vennerne, forældrene og svigerfamilien samt hustruen Therese. Døtrene Astrid og Helga. Han prøver at forstå sig selv og sin tid. Opvokset i et arbejderhjem, hvor faren var savværksarbejder og kommunist; selv blev han akademiker uden nogensinde rigtigt at føle at han hører til i det miljø. Han reflekterer over forskelle på de forskellige miljøer, han færdes i; en markør jeg bed mærke i er fx hvordan man taler om pigerne. 
Det er en fantastisk velskrevet bog, der uden tøven går i dybden og viser Tronds forskellige blinde vinkler. Han er ikke udelt sympatisk, men meget menneskelig. 

'Arbejderhjerte 2' af Carl Frode Tiller. Gutkind 2026, 422 sider.

mandag den 24. august 2026

'AI epoken : Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden' af Anders Bæk

 På anbefaling fra min søster har jeg læst denne. Også fordi det er noget, man nok bare bliver nødt til at følge lidt med i, selv om det virker ret skræmmende. Selvkørende biler og husrobotter vil ifølge forfatteren blive nogle af de første avancerede AI fremskabelser, der kommer til at ændre vores hverdag.
En del af bogen er tydeligvis skrevet til folk, der bor i store byer. Når man bor ude på landet på Lolland er det svært at forestille sig, at det private ejerskab i forhold til billisme udfases og overtages af taxaer, der vil stå klar indenfor kort tid, når man bestiller dem.. - Men hvem ved; måske bor vi alle i bylignende samfund om 20 år, når landbrugsjorden er omdannet til vindmølleparker og solcelleanlæg. Det kommer nemlig til at kræve helt utroligt meget strøm, når det store AI eventyr skal føres ud i livet. Det er en ting som forfatteren går meget let hen over: Hvordan klima og miljø bliver påvirket af AI revolutionen.
Det mest skræmmende aspekt er, når det lykkes os at at nå til AGI; når systemerne bliver klogere end deres opfinder og (måske) begynder at kontrollere og videreudvikle sig selv.
Forfatteren regner ikke med at hans datter, - født i 2024 - nogensinde kommer til at tage kørekort. Han spår at de selvkørende biler er en realitet, inden hun bliver 18 (17?).
Penge vil miste værdi og det er vigtigere end nogensinde før, at en omfordeling af ressourcer bliver en realitet, da vi ellers risikerer stor ulighed med efterfølgende uroligheder og krige som konsekvens. Krige der så godt nok primært vil blive udkæmpet af robotter.
Man bliver faktisk lidt forpustet, - og der er stof til flere bøger i dette emne. Men et spændende og meget aktuelt emne.

'AI epoken : Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden' af Anders Bæk. Grønningen 1 2024, 285 sider.

lørdag den 20. september 2025

'Ude for uden' af Niels Krause-Kjær

 Jeg er lige blevet færdig med at læse denne roman. Jeg følger mig både grebet men også lidt deprimeret, og det er en af de bøger der giver mig lyst til selv at skrive en bog. Ikke fordi jeg kunne gøre det bedre, men fordi jeg får lyst til at fortælle min version af historien. Som et slags modsvar? Eller som et vidnesbyrd om at der stadig lever mennesker - rigtige mennesker på landet i Danmark. Og at nogle af de mennesker stadig er landmænd, der knokler og arbejder hårdt og må lægge øre og ryg til rigtig meget, som sikkert er svært for mennesker fra byen at forholde sig til.
Nå, det var tankerne. Bogen skifter mellem to spor; Erik, der som ung landmand i 1946 tager på højskole og etablerer et venskab med tre andre unge, som han skriver en vandrebog sammen med i de næste 50 år. Og hans søn Svend, der som livstræt folketingsmedlem med en skandalesag søger tilbage til barndommens land for at få udleveret en kasse, som bl.a. indeholder hans fars gamle vandrebog.
Vi følger Erik og hans hustru Lisbet gennem op og nedture i landbruget, sorger og glæder i hverdagslivet, men først og fremmest gennem den rivende udvikling, der sker i dansk landbrug.
Svend var faktisk uddannet landmand, men i 1987 solgte hans far jorden fra, hvilket han aldrig har forstået. Der blev derfor ikke nogen gård at overtage, og Svend rejste til Finland i nogle år og gik senere ind i politik.
Kan vandrebogen give nogle svar på Svends spørgsmål her mange år efter faderens død? Og kan han selv give sin datter et indblik i sin barndoms land og få et bedre forhold til hende?
Helt bestemt en bog, der er værd at læse - og debattere. Måske havde jeg lidt naivt håbet på en større forståelse for det nuværende landbrugs situation, men det er nok for meget forlangt. Bogens ærinde er snarere at give et indblik i den udvikling/afvikling, der har været, hvilket lykkes fint.

'Ude for uden' af Niels Krause-Kjær. Lindhardt og Ringhof 2025, 294 sider.

tirsdag den 29. april 2025

'Derfor ender demokratiet som vi kender det' af Søren Lippert

Søren Lippert analyserer demokratiet og kommer med sit bud på, hvorfor det ikke kan var ved - i hvert fald ikke i den form vi kender det. Han sammenligner samfundsforhold med geologi i en model kaldet  politisk geologi og konkluderer, at som det geologiske landskab ændrer sig gør det politiske det også. Der sker aflejringer, jorden hæver sig eller tektoniske plader forskydes, så der opstår jordskælv og nye forandringer i landskabet. Rent politisk er det menneskets ønske om stadig mere selvbestemmelse, der er drivkraften i den politiske geologi. Under en større politisk omvæltning vil der i starten være kaos, så finder et nyt system sin rutine og sine institutioner, stivner efterhånden og bliver tyrannisk indtil et nyt oprør bryder ud. Vores samfundsform, som vi kender den i dag i Vesten, bygger primært på de jordskælvslignende begivenheder i slutningen af 1700-tallet, der ledte frem til det moderne demokrati.
I øjeblikket ser det ud til at demokratiet slår revner flere steder: Både i forhold til mediebilledet, der har ændret sig meget og givet taletid til nye befolkningsgrupper og i forhold til den modvilje som den nye type politiker nærer mod at følge de demokratiske spilleregler. Her bruger forfatteren Greta Tunberg og Donald Trump som eksempler.
Spændende læsning og også lidt skræmmende, når man grundlæggende håber på demokratiet. Bogen afrundes med tre scenarier for fremtiden, som var lidt uklare og svære at beskrive, men læs selv. Anbefaling herfra.

'Derfor ender demokratiet som vi kender det' af Søren Lippert. Gyldendal 2024, 327 sider