Dansk forfatter, men handlingen er henlagt til Frankrig og er inspireret af en sand historie. Krysteren er Fred, der er arbejdsløs og fraskilt og har et meget mærkeligt forhold til kvinder. Han er bitter, har et lavt selvværd, tror det værste om de fleste af de mennesker, han møder, og så er han meget egoistisk og har en dårlig indføling med andre mennesker. Han forelsker sig i en kinesisk kvinde, der sidder i supermarkedets kasse. Men hans forsøg på at nærme sig hende afbrydes og forstyrres af en gammel skolekammerat, der opsøger ham efter mange års tavshed. Det viser sig at skolekammeraten har flere skjulte hensigter og snart rodes Fred ud i situationer, som han hverken kan overskue eller takle.
Jeg har det svært med sådan en bog, hvor hovedpersonen er så gennemført usympatisk. Der er intet formildende eller forsonende i beskrivelsen af Fred, hvilket gør det svært for læseren at finde noget at holde sig til i historien, ud over forfatterens tydelige forargelse over sin egen hovedperson.
'Krysteren' af Werner Funder. Mellemgaard 2013, 283 sider.