Viser opslag med etiketten autofiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten autofiktion. Vis alle opslag

fredag den 21. marts 2025

'Af stumper og skår' af Jonas Eriksson

Bogen indledes med hovedpersonen Jonas' tur til Stockholm, hvor han skal tage afsked med sin afdøde far. Allerede her fornemmer man, at forholdet mellem far og søn ikke har været godt. Jonas mødes med sin stedmor Jacky og de to halvbrødre Martin og Peter. På en måde ønsker han at opretholde et forhold til sin familie, men det viser sig snart at blive svært. Jacky får ham til at skrive under på nogle papirer, og en strid om arven bliver en realitet.
Det er rørende at læse om den voksne Jonas' forsøg på at blive en del af en familie, som dybest set ikke vil ham. I tilbageblik får man glimt af en barndom, der er fuld af svigt, vold og alkohol, - samt en endelig afvisning, da faren starter en ny familie. Det er barsk læsning, men velskrevet, og forfatteren behersker antydningens kunst. Fortællingen bygger på forfatterens egne oplevelser.
Romanen er en af de seks valgte romaner til DR-Romanklubben 2025, og vi havde en fin snak om den i romanklubben på Guldborgsund-bibliotekerne.

'Af stumper og skår' af Jonas Eriksson. Peoples Press 2024, 246 sider.

onsdag den 27. september 2023

'Forvandlingens metode' af Edouard Louis

 Den franske forfatter beskriver den forvandlingsproces, som han indledte allerede i gymnasietiden. Hans mål var at udrydde og fjerne ethvert spor af den, han tidligere havde været; den fattige Eddy Bellegueule. Dette kræver voldsomme ændringer i hans liv: Han må lære at tale, gå, spise og klæde sig anderledes. Han får god hjælp af sin gymnasieveninde og hendes familie, men hans ambitioner driver ham videre. Snart er en provinsby ikke god nok; han vil til Paris og være en del af den kulturelle elite. Alt synes at lykkes for ham, men prisen er høj. Hvordan forvandler man sig selv totalt uden at miste sig selv i processen? Og er det så fantastisk at være en del af eliten, når man på vejen dertil stort set har mistet kontakten til sine forældre? En roman om store ambitioner, svigt og bedrag. Og samtidig et billede på, hvor svært det kan være at rykke fra en socialklasse til en anden. En virkelig velskrevet roman, der giver stof til eftertanke. Meget at snakke om i evt. læsekreds.

'Forvandlingens metode' af Edouard Louis. Gyldendal 2023, 304 sider