mandag den 6. januar 2025

'De tabte minders ø' af Yoko Ogawa

Det er virkelig en mærkelig bog. På en isoleret ø udsættes befolkningen for forsvindinger, hvilket vil sige at ting forsvinder - både fra verden og fra folks hukommelse. Der er dog enkelte, der stadig har deres minder i behold, men de jages og tages med af mindejægerne fra Det Hemmelige Politi. Bogens hovedperson - en ung kvindelig forfatter - finder ud af at hendes redaktør R er i fare for at blive anholdt og sammen med den gamle mand - en ven af familien - bygger hun et skjulested til R i sit hus. Lidt efter lidt forsvinder fugle, roser og bøger fra verden og fra folks hjerter, og alt er i fare for at uddø. Samtidig kæmper vores hovedperson for at skrive sin roman færdig - en roman, der også optræder i romanen.
Der er mange tolkningsmuligheder i denne dystopiske fortælling. Undertrykkelse, glemsel og udslettelse både på det personlige og det samfundsmæssige plan. Velskrevet, men efterlader mig alligevel ret forvirret omkring hvordan den skal forstås.
Udkom oprindeligt på japansk i 1994.

'De tabte minders ø' af Yoko Ogawa. Gyldendal 2021, 301 sider.

1 kommentar:

Robert Henningsson sagde ...

Beskrivelsen af bogens handling lagt sammen med beskrivelsen af struktur i og konstruktion af fortællingen leder tankerne hen på Michael Endes Den Uendelige historie. Sætter det den i et perspektiv og giver det den en retning?