fredag den 17. juni 2011

'Det du mister' af Lisbeth Brun

Marie bliver gravid, får sønnen Ole og får plads som husbestyrerinde hos Villy. På vej til sin nye plads bliver hun igen gravid, men må bortadoptere barnet; ellers vil Villy ikke gifte sig med hende. Det er ikke fordi hun elsker Villy, men hendes mor er indlagt på Viborg, og hun synes ikke rigtig, at hun har andre valg.
Livet sammen med Villy på gården er ikke altid let, og Marie kan ikke lade være med at kigge efter og snakke med andre mænd, der kan give hende noget andet i hverdagen end Villy kan. Det virker på sin vis ret uskyldigt, men sådan opfatter omgivelserne det ikke, og på et tidspunkt går hun over stregen..
Marie diskuterer på et tidspunkt det frie valg set i forhold til skæbnen/tilfældighedernes spil med sin veninde Anne. Hun holder på, at der også findes beslutninger, man er nødt til at træffe. Både i forhold til overlevelse og pligt. Den slags beslutninger er der en del af i hendes liv, og i det lys ser hun også bortadoptionen af sit barn.
Nogle meget fine skildringer i et lidt springende sprog, der kræver af sin læser, at man selv tænker aktivt med hele tiden.

'Det du mister' af Lisbeth Brun. Gyldendal 2011, 292 sider.

Ingen kommentarer: