tirsdag den 17. maj 2011

'Sorg og camping: roman' af Lone Hørslev

En roman om almindelige menneskers liv i en lille landsby i Vestjylland i 80'erne. Marianne er gift med landsbyens købmand Jørgen. Han er en god og ordentlig mand, men Marianne keder sig og savner et eller andet, som hun selv har svært ved at definere, men som hun på en måde finder hos sin islandske svigerinde Gunnhildur. Jørgen bekymrer sig om butikkens fremtid; det er svært at konkurrere med de store butikskæder.
Den unge pige Jannie hjælper til i købmandsbutikken, og har sine egne problemer med en svagelig dominerende mor og et forhold til en gift mand. Også Jørgens bror Thomas, der er forfatterspire og føler sig højt hævet over de andre landsbybeboere, og Thomas' kone kommer til orde i bogen, der lægger ud med en efterlysning af den islandske Gunnhildur. Disse fem personer får stemme i bogen, hvor handlingen foregår på en enkelt dag i november 1985.
Det lyder måske lidt banalt og småkedeligt, men det er det langtfra. Romanen har en indtrængende og stemningsfuld tone, og der er masser af stof til eftertanke. Frihed, fangenskab, kedsomhed, utroskab, handling og passivitet er bare nogle af de temaer, man efter endt læsning kan fundere videre over. God fornøjelse!
'Sorg og camping' af Lone Hørslev. C&K 2011, 218 sider

Ingen kommentarer: