lørdag den 16. april 2011

'Min kamp' af Karl Ove Knausgård

Faktisk er det over en måned siden, jeg blev færdig med denne roman. Jeg har bare ikke fået skrevet noget om den, måske fordi den er lidt svær at beskrive...?
Norske Karl Ove Knausgård fortæller i tilbageblik om forholdet til sin afdøde far. Jeg har tidligere brokket mig over alle dem, der ser tilbage på deres barndom og problematiserer den i romanform, men her har vi en forfatter, der lykkes med opgaven. Måske fordi han i høj grad forstår at observere sine omgivelser, tænke originale tanker om forholdet til sine medmennesker og sig selv, og er i besiddelse af et stort fortælletalent, der gør det muligt for ham at formidle det hele videre?
Karl Ove er den søn, der aldrig kunne gøre noget godt nok. Når han tænker tilbage er det mest manglen på nærhed der springer i øjnene i forholdet til faderen. Alligevel er bogen også fuld af sønnens kærlighed til den fordrukne far, som de to sønner efter hans død nu prøver at rydde op efter. Meter efter meter arbejder de sig gennem det uhumske hus i et forsøg på at få det hele til at se pænt ud til begravelsen, - og i en kamp for at finde mening i forholdet til faderen.
Velskrevet eringdringsroman, der dog kunne have været 100 sider kortere...

'Min kamp' af Karl Ove Knausgård. Lindhardt og Ringhof 2010, 487 sider.

Ingen kommentarer: