Meget smuk og bevægende digtsamling. Pia Tafdrup gennemlever i digtform hvordan hendes far lidt efter lidt forsvinder i demensens tåger, bliver dårligere og dårligere for til sidst at dø. Alligevel er det ikke udelukkende en sørgelig bog. Dertil har hun for mange smukke minder om sin far, minder som gennem tabet måske bliver ekstra nærværende?
Digtene har vi læst i læsekreds 2 ved Guldborgsund-bibliotekerne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar