Bag den flotte forside gemmer sig en markant og væsentlig bog.
Jeg er fuld af beundring for den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen, der på trods af personlig forfølgelse, stædigt holder fast i at bevidne, nedskrive og dokumentere Ruslands fremfærd i
Ukraine.
Det er voldsomt, og indimellem har man virkelig lyst til at lægge bogen fra
sig. Man ønsker ikke at tro på eller høre om de voldsomme overgreb, som civile oplever i krigen. Men forfatteren har ret når hun insisterer på ikke at vende blikket væk fra det forfærdelige: Det mindste, man kan gøre, er at give ofrene en stemme og lade dem blive hørt.
I bogen argumenter Oksanen for, at Rusland bruger den gamle drejebog fra Sovjettiden i deres angreb på Ukraine. Værktøjer som historieforfalskning, indoktrinering, afhøringer, tortur, voldtægt og deportationer tages nu i brug i erobrede områder af Ukraine, som de tidligere blev brugt til at kontrollere og lukke munden på modstandere i de besatte lande i Baltikum og Østeuropa.
Forfatteren spørger samtidig kritisk ind til, hvorfor vi i Vesten aldrig har forholdt os til Rusland som en kolonimagt, når vi nu har taget et kritisk opgør med vores egen tid som kolonimagt?
Voldtægterne og den seksuelle vold fremhæves som særligt nedgørende og skamfuldt. Det er overgreb, der sætter sig spor hos de berørte i flere generationer. Her trækker Oksanen på sin egen familiehistorie i form af en grandtante, der efter forhør og overgreb holdt helt op med at tale og aldrig fandt sit eget sprog igen.
De fleste kender nok Sofi Oksanen som en prisvindende skønlitterær forfatter, men i denne bog har hun kastet sig over et helt andet område. Det er et barskt emne, men sørgeligt relevant og aktuelt. Velskrevet og veldokumenteret.
'Samme flod to gange: Putins krig mod kvinder' af Sofi Oksanen. Lindhardt og Ringhof 2024, 255 sider