'Det universelle' af Natasha Brown

 Jeg havde ellers glædet mig til at læse denne, men må erkende, at den ikke greb mig på samme måde som forfatterens første roman 'Samling'.
I starten af romanen bliver en mand bliver slået ned med en guldbarre på en gammel gård i en ellers fredelig landsby. En gruppe unge aktivister har besat gården, selv om corona-restriktionerne forbyder forsamlinger.
Jake, der står bag overfaldet, søger tilflugt i London. Overfaldet får ikke den store nyhedsdækning, før andre går ind og gør historien til deres. Den unge journalist Hannah, der leder efter et gennembrud i rækken af korttidsansættelser, interviewer både offeret for overfaldet, gerningsmanden og den tidligere rigmand (ejeren af guldbarren).
Hen ad vejen får historien sit eget liv, og selv Jakes mor Lenny, der er en anti-woke influencer, bruger begivenheden til egen fordel. Det er svært at gennemskue, hvad der sker og i hvilken rækkefølge, samt hvem der egentlig udnytter hvem. På den måde giver bogen et meget godt billede af de uigennemsigtige magtstrukturer, der styrer medier og nyhedsbillede. Men efter endt læsning står jeg tilbage med en ret forvirret følelse, hvilket måske siger mere om mig end om bogen? Læs og døm selv!

'Det universelle' af Natasha Brown. Gyldendal 2025, 197 sider

'Generthed og værdighed' af Dag Solstad

Romanens hovedperson er en midaldrende lidt halvkedelig lektor i norsk Elias Rukla. Omdrejningspunktet er venskabet med den karismatiske Johan Corneliussen og forholdet til den smukke hustru Eva Linde, som Elias har overtaget efter Johan. Og et vigtigt element i bogen er Elias' selvforståelse.
I 'Nattog til Lissabon' var det den samme type hovedperson, den havde jeg også lidt svært ved at komme i gang med, godt at jeg dengang læste videre, - og godt at jeg heller ikke her gav op. Bogen begynder at blive interessant, da den leverer en skarp analyse af Evas falmede skønhed, der generer ham mere end hende. Men på side 144 blev jeg for alvor grebet, da følgende sætning indleder en refleksion over Elias's opfattelse af sig selv og den rolle han udfylder i samfundet.:
'Derfor blev han dybt såret af, at aviser og fjernsyn åbenbart ikke henvendte sig til ham længere" Elias Rukla opfatter sig selv som et samfundsmenneske, et menneske, der kan lide at holde sig orienteret, sætte sig ind i ting og deltage i samtaler og diskussioner. Men der er ikke længere nogen, der gider at diskutere eller samtale om de vigtige ting. Han går forgæves og venter på en åbning. Han føler sig ikke selv i stand til at sætte gang i samtalen, men han venter forgæves, - til han til sidst nærmest mister sit sprog. Som han argumenterer for sig selv, så kan man få lov til at høre om det, når en kendis, der aldrig har udrettet noget i sit liv, kommer ud for en dagligdags begivenhed. Men når de store forfattere eller andre kulturpersonligheder dør, så kommer der kun en lille notits.
En interessant tankevækkende diskussion og en velskrevet roman!

'Generthed og værdighed' af Dag Solstad. Rosinante 2017, 187 sider.

'Vernon G. Little' af DBC Pierre

Vernon har virkelig store problemer. Hans bedste ven Jesus(!) har skudt alle klassekammeraterne i en skolemassakre i en lille by i USA. Da vennen endte med at skyde sig selv mangler folk en syndebuk og hvem er mere nærliggende at kaste sig over en vennen, der tilfældigvis var ude i et ærinde og undgik den grufulde skæbne?
Det er en grotesk historie om mediemagt, white trash people i USA - i en verden, hvor næste medietrip er vigtigere en relationer til andre mennesker.
Jeg tror nok, at jeg ikke havde læst den færdig, hvis det ikke var fordi vi læste den til læsekredsen. Trods sin groteskhed er der alligevel mange super fine pointer. Meget ironisk, skrevet med en stor portion sort humor og sarkasme.

'Vernon G. Little: en komedie fra det 21. århundrede med døden i en af hovedrollerne' af D.B.C. Pierre. Hr. Ferdinand 2004, 346 sider.