Romanens hovedperson er en midaldrende lidt halvkedelig lektor i norsk Elias Rukla. Omdrejningspunktet er venskabet med den karismatiske Johan Corneliussen og forholdet til den smukke hustru Eva Linde, som Elias har overtaget efter Johan. Og et vigtigt element i bogen er Elias' selvforståelse.
I 'Nattog til Lissabon' var det den samme type hovedperson, den havde jeg også lidt svært ved at komme i gang med, godt at jeg dengang læste videre, - og godt at jeg heller ikke her gav op. Bogen begynder at blive interessant, da den leverer en skarp analyse af Evas falmede skønhed, der generer ham mere end hende. Men på side 144 blev jeg for alvor grebet, da følgende sætning indleder en refleksion over Elias's opfattelse af sig selv og den rolle han udfylder i samfundet.:
'Derfor blev han dybt såret af, at aviser og fjernsyn åbenbart ikke henvendte sig til ham længere" Elias Rukla opfatter sig selv som et samfundsmenneske, et menneske, der kan lide at holde sig orienteret, sætte sig ind i ting og deltage i samtaler og diskussioner. Men der er ikke længere nogen, der gider at diskutere eller samtale om de vigtige ting. Han går forgæves og venter på en åbning. Han føler sig ikke selv i stand til at sætte gang i samtalen, men han venter forgæves, - til han til sidst nærmest mister sit sprog. Som han argumenterer for sig selv, så kan man få lov til at høre om det, når en kendis, der aldrig har udrettet noget i sit liv, kommer ud for en dagligdags begivenhed. Men når de store forfattere eller andre kulturpersonligheder dør, så kommer der kun en lille notits.
En interessant tankevækkende diskussion og en velskrevet roman!
'Generthed og værdighed' af Dag Solstad. Rosinante 2017, 187 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar