'Vindens port' er en virkelig velskrevet historisk roman, der foregår i 1300-tallets Andalusien. Det forekommer mig at være længe siden, jeg har læst en historisk roman i det hele taget. Jeg havde helt glemt, hvor dejlige de kan være...
Vi følger den muslimske borgherre Ibrahim, der er på vej sydpå i selskab med den mand, der har besejret ham. Ibrahims fædrene borg ligger som en nordlig forpost mod de kristne områder og må efter en lang belejring overgive sig. Undervejs får vi indblik i Ibrahims historie, der både rummer en pilgrimsrejse til Mekka, mødet med hesten Månestråle, venskabet med en jødisk handelsrejsende, sorgen over en tabt søn og et kompliceret forhold til de tre hustruer og døtrene. Det er en roman, der springer i tid, så vi som læsere lidt efter lidt nærmer os det afgørende nederlag. En spændende og medrivende fortælling der er svær at lægge fra sig. - Kan anbefales!
'Vindens port' af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Lindhardt og Ringhof 2021, 447 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar