torsdag den 28. marts 2013

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe

Hvis man ikke kan skrive bedre, så burde man nok lade være. - Men selvfølgelig, - så længe der er nogen der er villige til at udgive ens skriverier...
 Både sprogligt og indholdsmæssigt er denne roman noget af en flad fornemmelse. Den midaldrende forfatter Colm er flyttet ud på bjerget udenfor Dublin og kæmper med en skriveblokering. Men en dag flytter den danske kvinde Karen og hendes to drenge ind i nabohuset. Colm bliver hurtigt optaget af drengene, selv om han aldrig tidligere har interesseret sig for børn. Et venskab udvikler sig mellem de to kunstneriske og ensomme voksne og herfra er det rimeligt forudsigeligt, selv om vi også lige skal høre en del om Colms seksuelle aktiviteter. Undervejs tilføjes et par dramatiske begivenheder, der ikke rigtig har nogen sammenhæng med resten af historien.
Det kan godt undre mig, at forfatteren har fået et tre-årigt arbejdslegat fra Kunstfonden, - men hun må vel have skrevet noget bedre tidligere. Denne roman er den første, jeg har læst af hende, og jeg må indrømme, at den ikke giver mig lyst til mere...

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe. Lindhardt og Ringhof 2013, 328 sider

Ingen kommentarer: