'Vejen til Betlehem' af Jens Christian Grøndahl

Selv om julen vel må siges at være forbi for denne gang, så vil jeg godt lige anbefale denne fine lille fortælling om Maria, Josef og deres rejse til Betlehem, som Jens Christian Grøndahl har skrevet.

Josef stiller sig naturligt lidt tvivlende overfor Marias forklaring på sin graviditet og han er usikker på sig selv. I starten er han stolt af sin overbærenhed overfor Maria, men også i tvivl om hvordan han skal takle forholdet til hende. Han føler, at hun bør være taknemmelig overfor ham, fordi han indvilliger i, at tage sig af hende og det barn, hun venter.. Under deres rejse til Betlehem forrykkes magtbalancen imellem dem. Josef oplever Marias indre styrke og ender nærmest med at føle sig i gæld til hende.
Maria ser sig selv som en repræsentant for alle kvinder. Som hun siger: "Jeg er ikke noget særligt, jeg kunne være enhver kvinde"
Den historie, der ligger til grund for romanen er naturligvis velkendt, men det er alligevel en fin lille og hurtigt læst fortælling, der er værd at læse.

'Vejen til Betlehem' af Jens Christian Grøndahl. Gyldendal 2015, 73 sider.

'Marias testamente' af Colm Tóibín

Den aldrende jomfru Maria bor i et hus sammen med nogle mænd, der både passer på hende, men som hun også opfatter som sine vogtere. De vil have hende til at fortælle om sin søn Jesus, men i virkeligheden har de kun brug for en redigeret version af Marias fortælling, en version de kan bruge i den religion, de er ved at bygge op. De ønsker således ikke, at alt hvad hun har at fortælle, skal komme frem. Maria ser tilbage på sit liv med sønnen Jesus, beskriver frustrationen, savnet og skyldfølelsen. Hun fortæller her sin egen uredigerede beretning om livet med ham, hans død og tiden efter ham.
Det er et alternativt bud på historien, der ikke lægger sig op af biblens version, snarere tværtimod. En form som også Marianne Frederiksson og senest Jose Saramago har brugt i deres romaner.

'Marias testamente' af Colm Tóibín. Tiderne Skifter 2013, 118 sider.

'Kain' af José Saramago

Historien om brodermorderen Kain genfortalt og videredigtet af Saramago. - Den bog måtte jeg da læse. Bogen lægger ud med Adam og Eva i Edens Have, men den virkelige hovedperson er Kain, som vi følger fra brodermordet på Abel. Og hvem siger, at Abel ikke faktisk var meget irriterende og hovmodig overfor sin bror? Og at Gud ikke havde en stor del af skylden for mordet, fordi han ikke ville modtage Kains offer? På sit æsel bevæger Kain sig rundt i forskellige nutider i den tidlige del af bibelhistorien, og han er ikke udelt tilfreds med den måde, han ser Gud regere verden på. Hvorfor skulle Job så meget ondt igennem? Og hvad med de uskyldige børn i Sodoma og Gomorra? Kain går i rette med Gud og spiller ham til sidst et puds, som Gud ikke havde regnet med. Mange fine overvejelser, men der er enkelte steder, hvor det virker som om oversættelsen ikke fungerer helt optimalt.

'Kain' af José Saramago. Samleren 2013, 147 sider

'Noget at tygge på' af Bodil Sangill

Noveller. Stilfærdige eftertænksomme hverdagshistorier med udgangspunkt i bibelhistorien og med et tydeligt kristent budskab. Kvinderne i disse fortællinger beretter om deres hverdag; om korn og brød; det daglige brød. Man får faktisk lyst til at gå ud og bage! Det er en fordel at være lidt bibelkyndig, men for dem, der ikke er det, findes der bagest i bogen en liste over de skriftsteder, der har inspireret til novellerne.

'Noget at tygge på' af Bodil Sangill. Lohse 2011, 181 sider.