Spændende historisk roman, der er baseret på virkelige hændelser. Ljudmila Pavlitjenko - også kaldet Mila - studerer historie ved universitetet i Kiew, da Hitler invaderer Sovjetunionen i juni 1941. Mila blev som meget ung mor, og hendes søn og studier fylder alt for hende, men ved krigens start er hun ikke i tvivl; hun vil kæmpe for sit land og sin søns fremtid. Hun har i sin fritid lært sig at skyde og efter lidt diskussioner med de mandlige officerer, får hun lov til at bruge sine evner som finskytte. Mila viser sig at være ekstraordinær dygtig, og da hun som 26-årig i 1942 deltager i en promoveringstur til USA, ligger hendes officielle drabstal på 309. Livet ved fronten er barskt og hårdt; der knyttes venskaber og spirende forelskelser opstår, men tabene er mange og oplevelserne voldsomme. I USA møder Mila førstedamen Eleanor Roosevelt, og i kulissen opererer en snigmorder, som er ude efter den amerikanske præsident... Mere skal jeg ikke afsløre her, men Kate Quinn forstår at skrue en spændende historie sammen, der er svær at lægge fra sig.
'Diamantblikket' af Kate Quinn. Harpercollins 2022, 400 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar