Ruth kommer som lille pige i starten af det forrige århundrede til Danmark fra Rusland. Hendes familie er russiske jøder og hendes far er blevet dræbt under progromen. Hun kommer til at bo hos mama i København, og det er et kærligt hjem, men da Ruth er 13 år dør mama og hun må flytte til onkel Ja. Senere møder hun under et besøg hos tante Henriette i Berlin norske Sigurd, som hun bliver gift med. De mister et barn; lille Jane, og får endnu en datter Inge. Familien lever i Spanien i mange år inden de i 1950'erne kommer tilbage til Danmark.
Gennem hele livet savner Ruth sine tre søskende, som hun bliver skilt fra som barn, da hun kommer til Danmark. Også tabet af datteren påvirker hende, og ind imellem er det som om hun nærmest går som en slags skygge gennem livet; iagttagende uden for alvor at deltage. - Selv chancerne for at få kontakt med de savnede søskende lader hun glide fra sig. Forholdet til manden Sigurd er også mærkeligt distanceret.
Det er en velskrevet roman, på en gang både spændende, følsom og vemodig. Forfatteren modtog Bogforums debutantpris for bogen.
'Mit halve liv' af Anita Furu. Gladiator 2017, 253 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar