tirsdag den 23. oktober 2018

'Mussolinis næse' af Lluis-Anton Baulenas

Vi befinder os i Catalonien i Spanien i 1920'erne. Bogens hovedperson Berta Panatis er en ung kvinde med store idealer. Gennem kommunistpartiet får hun til opgave at dræbe den spanske diktator Primo de Rivera. Sammen med sin far Albert flytter hun til en lille landsby - Biribil - i bjergene under påskud af at skulle læse til eksamen, men i virkeligheden for at afvente et telegram med endelige instruktioner. Men årene går, og telegrammet kommer ikke. I landbyen bor også enken Carlota, der er fungerende postmester og elskerinde til byens mest magtfulde mand den hovedrige Joaquim Xernac. Carlota undrer sig over de nytilkomne og følger diskret med i deres liv. - Og senere skal det vise sig, at hun får en afgørende indflydelse på, hvad der kommer til at ske.
Bogen fortælles på skift set fra Berta, Albert, Carlotta og Xernacs side.
Det er en bog om en pige, der er villig til at dræbe for en sag. Men mest af alt en bog om at tro på noget. At tro i sådan en grad, at det driver en ud over grænsen. Og ikke mindst en bog om sult. Den eneste bog af forfatteren, der er oversat til dansk.

'Mussolinis næse' af Lluís-Anton Baulenas. Turbine 2016, 357 sider

Ingen kommentarer: