'Dobbeltgængeren' handler om en stakkels embedsmand ved navn Goljadkin, der går mere og mere i opløsning i sine vrangforestillinger. Han lider af en eller anden psykisk sygdom og lidt efter lidt udviskes både hans og læserens virkelighedsfornemmelse. Goljadkin kører rundt i en lejet karet og lader som om han er velhavende, han opsøger personer og fester, hvor han ikke er velkommen og hele tiden diskuterer han med sig selv, hvad han nu skal foretage sig. Hans forestillinger og drømme brister gang på gang og udmønter sig i nedværdigende og ydmygende oplevelser. Så møder han sin dobbeltgænger, som han begynder at føre samtaler med. I starten er han den overlegne, men snart tager dobbeltgængeren magten over ham og begynder at deltage i ydmygelserne og nedgørelsen. Fortællingen er en lang deroute og på sin vis deprimerende læsning, men alligevel en meget interessant iagttagelse af menneskesindet i opløsning. - Men jeg må nok indrømme at jeg bedre kan lide både 'Straf og forbrydelse' og 'Brødrene Karamazov'. Læst til læsekreds på Guldborgsund-bibliotekerne.
'Dobbeltgængeren' af F. M. Dostojevskij. Originaludgave 1846, 185 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar