torsdag den 11. november 2010

'Ulven' af Katrine Marie Guldager

Pigen Leonora starter denne roman med at annoncere, at det eneste hun virkelig ønsker sig, er at slå sin bror ihjel. - Det sætter historien i gang og man får lyst til at læse videre. Det er en familiehistorie, der har de to søskende Henry og Leonora i centrum. Stedet er Køge, og tidsmæssigt er vi omkring 2. Verdenskrig. Henry er drengen uden samvittighed, der ikke kan vinde sin mors kærlighed og hader sin søster. Leonora er det elskede barn, der dog også viser nogle mørkere sider af sig selv.
Det er en fantasifuld fortælling, der trækker på flere genrer. Lidt psykologi; med fokus på menneskets mørke og lyse sider, lidt magisk realisme med spøgelser, en ulv på loftet og en engel i haven. Mange specielle personer, men en handling der er forholdsvis let at følge, selv om slutningen virker lidt uforløst.
Desværre har jeg det nok sådan, at jeg helst vil have en ting af gangen. Det irriterer mig, at man ikke rigtig kommer bag om de excentriske personer. De kommer let til at virke lidt for konstruerede.
Til gengæld er der en masse, man kan analysere på.. - Hvis det er det, man har lyst til.

'Ulven' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2010, 283 sider.

Ingen kommentarer: