Viser opslag med etiketten pædagoger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pædagoger. Vis alle opslag

lørdag den 27. april 2024

'Varme hænder' af Stine Askov

Camilla er pædagog og har altid arbejdet i vuggestue og børnehave. Efter en episode med et barn, har hun været sygemeldt, men føler sig nu klar til at starte på et nyt job. Hun falder over en annonce; "Verdens nemmeste job" - som handicaphjælper for forfatteren Mathilde, som hun beslutter sig for at lægge billet ind på. Hun får jobbet, men det viser sig ikke at være helt så nemt... Mathilde viser sig at være både manipulerende og ubehagelig, og Camilla har store problemer med at leve op til forventningerne. Fx er det umuligt for hende at sætte Mathildes hår, som hun forlanger, - også selv om hun får et dukkehoved med hjem at øve sig på. Det er nyt for hende; hun har altid tidligere været god til sit arbejde. På trods af Mathildes urimeligheder, bliver Camilla ved med at undskylde hende, forsøge igen og igen og ønske den anerkendelse der følger med at lykkes. Camillas mand Morten er en virkelig tålmodig type, men selv han bliver udfordret. Det gør man også som læser! Forstået på den måde at det næsten bliver lidt uhyggeligt, hvor meget Camilla hen ad vejen finder sig i. Hun har jo også et ansvar for at sige fra - noget hun aldrig gør. 
Det er en meget velskrevet bog, der fint beskriver de små subtile ting, der sker mellem mennesker. Den fik mig til at tænke over flere ting: Særligt den magtbalance, der er i at være nogens hjælper, og den måde hvorpå tilsyneladende hjælpeløse personer også kan manipulere på. Men også på hvor farligt det kan være hvis man grundlæggende er et godt menneske, der bare gerne vil hjælpe og gøre det godt og have anerkendelse. Det kan sætte en i en virkelig sårbar situation, hvor man også selv har et ansvar for at sige fra. En lidt hjerteknugende læseoplevelse, der vil være meget velegnet til læsekredse.

'Varme hænder' af Stine Askov. Gyldendal 2024, 322 sider.

søndag den 12. juli 2020

'Fødedygtig' af Laura Ringo

Liv er blevet færdig som pædagog og er netop startet i sit første "voksenjob", som leder af en børnehaveklasse på Amager. Desværre er det ikke så nemt for hende at styre børnene. Særligt en af drengene Ludvig har hun problemer med, og en dag stikker hun ham en lussing. Derfra eskalerer tingene, og Liv kommer ind i en dårlig spiral af vold og løgne.
Hjemme går det heller ikke alt for godt med kæresten Dan, der presser på for at få et barn, gerne vil gå til dans og lave "parting". Liv kan ikke rigtig få rede på sine følelser for ham længere og til sommerfesten vil en flot kollega gerne vise hende skelettet i fysiklokalet...
Kort sagt så går det meste galt for Liv, og ind imellem er hun faktisk lidt svær at holde af. Alligevel er hun også meget menneskelig med alle sine fejl og mangler, og der er meget at tale om i denne velskrevne roman. - Særligt interessant er billedet af børnehaveklasselederen, der udsættes for vold og overgreb og har svært ved at finde et modsvar, der ikke også indebærer vold.

'Fødedygtig' af Laura Ringo. Gyldendal 2020, 218 sider.