Romanens jeg-fortæller Tanja er 14 år, da hun i starten af 1980 indleder en brevveksling med den 46 årige forfatter Eg, der er en ven af hendes kunstnerforældre. I løbet af 1980 sender Eg hende 138 breve, og hun fanges ind af hans kraftfulde sprog og hans forsikringer om kærlighed. Eg manipulerer den unge lidt usikre og ensomme Tanja ind i et forhold, der straks efter at hun er fyldt 15 år også bliver fysisk. Hendes dømmekraft og tro på sig selv undermineres og først efter 5-6 år formår hun at bryde ud af forholdet. På det tidspunkt har hun ikke noget "jeg" at vende tilbage til; hendes "jeg" var ikke færdigdannet, da hun blev fanget i en voksen mands manipulerende spin.
Det er ret uhyggelig læsning, og man får det næsten fysisk dårligt undervejs. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvor hendes forældre var under alt dette. Og skræmmende er det jo, at det er en autofiktiv fortælling, der bygger på forfatterens egne oplevelser.
En velskrevet og vigtig roman, der minder en del om Linn Ullmanns 'Pige 1983'
Vi havde en god snak om bogen i DR Romanklubben på Guldborgsund-bibliotekerne.
'En pige forlod værelset' af Ulrikke S. Gernes. Gads Forlag 2024, 340 sider.