Jeg må indrømme, at jeg er positivt overrasket. Denne bog rykker ved et eller andet for mig. Godt nok skriver Morten Sabroe meget rapporterende; det er vel journalisten der stikker hovedet frem, - og jeg synes ikke, at dette er en roman i almindelig forstand. Det er et dokument, et vidneudsagn, en terapi. Man fornemmer en hudløs ærlighed og en skræmmende fremmedgjorthed; han kommer aldrig rigtig ind bag sin mors facade; han kommer bare med et bud. - Og man kan vel egentlig aldrig gøre andet. - For hvad ved man om andre mennesker, om deres bevæggrunde, deres følelser?
Ind imellem kan jeg som kvinde føle mig enormt provokeret af hans kvindesyn, men et eller andet sted tror jeg også på, at det er sundt at blive provokeret. -Måske er irriteret et bedre ord; jeg bliver irriteret på ham. Hvem er det, der har bestemt at kvinder skal være moderlige, mens mænd godt kan slippe afsted med at være totalt fraværende?
Vigtige overvejelser: Hvordan er jeg egentlig selv som mor for mine drenge?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar