Viser opslag med etiketten seriemordere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten seriemordere. Vis alle opslag

fredag den 31. januar 2025

'Alle mørkets farver' af Chris Whitaker

Biavleren Saint og piraten Patch er begge 13 år gamle, da deres liv ændres for altid. En seriemorder er på spil, og nærmest ved et uheld kommer Patch bag på ham, da han er i gang med at overfalde klassekammeraten Misty. Misty slipper væk, men Patch er ikke lige så heldig. Da han forsvinder er Saint utrættelig i sin søgen og giver ikke op, før det lykkes for hende. Patch befinder sig længe i mørket med en pige, der hedder Grace. Han sværger på at finde hende, hvis han nogensinde slipper væk, og det løfte bliver definerende for hans liv, som han vier til at finde alle de forsvundne piger.
Vi følger Saint og Patch langt ind i voksenlivet, hvor deres livsvalg i høj grad træffes på baggrund af deres barndomsoplevelser. I jobbet som politiefterforsker må Saint mere end en gang redde Patch fra en alvorlig skæbne. Patch er kunstner; han maler alle de forsvundne piger, men derudover røver han også banker og giver pengene til de berørte familier. I længden er det umuligt at holde ham ude af fængslet.
Ambitiøs, velkomponeret og medrivende fortælling. Sådan en bog, der må komme som film eller miniserie på et tidspunkt.

'Alle mørkets farver' af Chris Whitaker. Alpha 2024, 695 sider

lørdag den 27. juli 2024

'Tvunget til tavshed' af Linda Castillo

 Kate Burkholder er stationsleder i den lille by Painters Mill, hvor ca. en tredjedel af indbyggerne er amish. Hun er også selv vokset op i en amish-familie, men forlod det religiøse samfund, da hun var helt ung. 
En dag findes en ung kvinde myrdet på den mest bestialske måde. Mordet trækker tråde tilbage til en sag for 16 år siden, da fire unge kvinder i området blev dræbt på samme måde. Men Kate ved tilfældigvis, at det ikke kan være den samme morder der er på spil, - eller kan det? Hun er fanget i et dobbeltspil, der er nødvendigt for at dække over en 16 år gammel hemmelighed...
Spændende og ret barsk krimi; den første i serien om Kate Burkholder

'Tvunget til tavshed' af Linda Castillo. Hr. Ferdinand 2018, 442 sider

fredag den 6. juni 2014

'Killer Killer' af Morten Ellemose

En blodig uhyggelig fortælling fyldt af bestialske mord. Ikke en bog jeg normalt ville kaste mig over, og nok heller ikke en bog jeg normalt ville have læst færdig..
Det er en gyser/horror krimi i den gotiske genre, med fokus på ekstrem ondskab og meget voldelige episoder, på grænsen til det kvalmende. Det skal så lige siges, at jeg er en af de læsere, der ikke formåede at læse American Phycho færdig, selv om den stod på pensumlisten på Biblioteksskolen, ligesom jeg ikke er den store fan af Hannibal-filmene, som denne krimi påberåber sig et slægtskab med. Så i det hele taget er genren nok ikke lige noget for mig, - men en gang imellem skal man jo prøve noget nyt...
New York hærges af en række mord som vicekommissær Anatolli Barritsch og hans hjælper Karen Walsh forsøger at opklare. Sagerne starter med et kvindehoved, der bliver sendt personligt til Barritsch, men i virkeligheden rækker begivenhederne længere tilbage i tiden. Snart dukker der flere lig op og jagten på den bestialske seriemorder Angelface intensiveres. Der trækkes tråde til en religiøs sekt og politiet får hjælp af religionshistorikeren Mordechai Rheingold, selv om de er usikre på, hvem han i virkeligheden er. Snart er Barritsch og Walsh selv i morderens søgelys...
Bogens spændingskurve holder, selv om der er et par løse ender, jeg ikke har helt styr på efter endt læsning. Desværre er der mange slåfejl og skrivefejl i bogen og også rent sprogligt kunne den godt have brugt en grundigere korrekturlæsning inden trykningen.

'Killer Killer' af Morten Ellemose. H. Harksen Productions 2014, 303 sider.