I Jane Austens roman 'Stolthed og fordom' er der især fokus på de to ældste døtre Jane og Elisabeth, der er både kønne og charmerende. Også de to yngste har markante pladser i romanen, mens den midterste søster Mary nærmest fremstår som en karikatur på den kedelige knap så kønne søster. I denne roman får Mary oprejsning. Romanen fortælles fra Marys perspektiv og i bogens første del genbesøges de kendte scener fra 'Stolthed og fordom', - nu blot fortalt fra Marys synsvinkel. - Og det er ikke let at være den grimmeste søster i en flok, hvor ens mor lægger så meget vægt på skønhed og evnen til at tiltrække velhavende mænds opmærksomhed. - Man føler virkelig med den stakkels Mary, der forsøger at finde sin plads i flokken og hævde sig inden for de områder, som hun mener at have mere forstand på end de andre. Den efterfølgende - største - del af bogen, følger Mary i tiden efter 'Stolthed og fordom'. Hun nægter at overgive sig til den tiloversblevnes søsters skæbne, som den der for altid må finde sig et hjem hos sine gifte søstre, - eller måske drage ud som guvernante for andre folks børn. Lidt efter lidt finder hun sin egen vej.
God roman, der holder stemningen fra 'Stolthed og fordom' på en fin måde, og så alligevel går lidt dybere ind bag personerne.
'Den anden Bennett-søster' af Janice Hadlow. Dreamlitt 2021, 484 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar