Sjovt nok fremhæves denne roman som en fortælling om en kvinde fanget mellem to kulturer; Paris, hvor hun bor og arbejder og Algier, hvor hun kommer fra, og hvor hendes familie bor.
Sådan læste jeg den ikke. For mig handler den om en kvindes ensomhed. Om hendes længsel efter tosomheden og om familiens forventninger til hendes indsats på kærlighedsfronten. I en realistisk selvironisk tone erkender hun, at det måske ikke kommer til at ske; måske møder hun ikke manden i sit liv. Fanget i et kedeligt job, men også uden lyst til at rejse tilbage til Algier, forsøger hun at skabe et liv i Paris. Hele tiden dukker mors og familiens forventninger op i baghovedet, hvilket ikke ligefrem hjælper på selvtilliden. - Og nu skal hendes lillesøster forloves, hele familien i Algier forventer søsters deltagelse i festen, hvilket er mere end svært at overskue. Som citatet nedenfor viser har vores hovedperson ret høje forventninger; men hvorfor ikke også have det?
Citat: "Jeg drømmer om en mand, der kan lide gamle rockbands, som ingen lytter til længere. Der lader mig sove i min hullede T-shirt, som jeg elsker, og mine uldstrømpebukser. Der står op kl. fire om natten for at vande oliventræet, fordi han ved, at jeg altid glemmer det. Der synes, det er i orden, at dyr drikker kaffe. Der køber pomfritter til mig. Der aldrig keder sig. Der har læst Miller, Salinger og Desnos. Men også Kateb, Mammeri og Mahfouz. Der tager et tog sammen med mig ved daggry uden at vide, hvor det kører hen. Der er fuldkommen ligeglad med, at yoghurten havde sidste salgsdato i går. Der kan være vred og grine på samme tid. Der synger falsk. Der holder af havet og landet og måske endda også bjergene." (side 121)
Det handler om at være ensom. Om længslen efter at føle sig kendt af nogen. Elsket af nogen. Af en der er der. En ret universel følelse vil jeg mene.
En velskrevet lille roman, der giver stof til eftertanke!
'Sten i min lomme' af Kaouther Adimi. Arvids 2018, 144 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar