Efter 20 år er den indiske forfatter Arundhati Roy igen aktuel med en ny roman. Det er en kaleidoskopisk fortælling om Indien fuld af farverige personligheder, hvis liv og oplevelser flettes sammen til et nuanceret og broget billedet af et land præget af modsætninger og vold.
Fortællingen indledes med at den midaldrende kvinde Anjum ruller et tæppe ud mellem to grave på en gravplads i Delhi og bosætter sig der. Anjum startede sit liv som en dreng, men besluttede for længe siden at leve som kvinde. Flere plagede sjæle, der iblandt en yngre mand Saddam Hussein, slutter sig efterhånden til bosætningen på gravpladsen.
Et andet sted i byen har Tilo slået sig ned. Som ung studerede hun sammen med tre unge mænd, der alle forelskede sig i hende. Nu har hun lige lejet en lejlighed af den ene, for at flytte fra den anden, så hun kan opbevare hemmelige dokumenter for den tredje, som er ham, hun selv elsker.
Et andet sted i byen efterlades en lille sort baby, der ender med at bringe bogens forskellige personer sammen.
Scenen skifter ofte og giver taletid til flere forskellige, så man som læser får indtryk af de samme begivenheder set fra flere vinkler.
Det er en bog, der er svær at referere. Der sker rigtig meget og udover de forskellige skæbnefortællinger er der især fokus på krig og opstand bl.a. i Kashmir, konflikter mellem de forskellige trosretninger og Indiens udvikling i de sidste 50 år.
Indimellem er beskrivelserne af volden ret barsk, men samtidig er fortællingen ikke uden humor og selvironi. En velskrevet roman, der kræver lidt af sin læser.
'Ministeriet for den ypperste lykke' af Arundhati Roy. Rosinante 2018, 488 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar