I Beldringe Kirke på Sydsjælland, hvor jeg i 2017 var til gudstjeneste juleaften, har de en helt særlig præst. Han har tatoveret 3 kors på sit skaldede baghoved og han går i cowboystøvler under præstekjolen. Og så kan han tale til og med mennesker. Så da han juleaften talte en del om Peter Bastians bog "Altid allerede elsket", så blev jeg nødt til at læse den.
Peter Bastian blev døbt som 71-årig, han fandt ro i kristendommen på sine ældre dage kan man sige. Det har Tor Nørretranders talt med ham om i denne bog, der fremstår som en slags samtalebog mellem de to herrer. En samtale der fandt sted d. 16. marts 2017 kun 11 dage før Peter Bastian døde af leukæmi på Arresødal Hospice. Midterste del af bogen er illustreret af Peter Bastians egne tegninger og malerier.
Nogle af de hovedpointer jeg lige fik fat i var følgende: At kunne lukke øjnene op for taknemmelighed. At lade være med at kræve ind, lade være med at sammenligne. Husk at du er god nok, som du er, og at du er allerede altid elsket. Husk at værdsætte dit liv og dine oplevelser. Kunsten er det virkeligste vi har, bortset fra virkeligheden. At udsætte sig selv for kunst, kan være en inderlig oplevelse - som at komme hjem. Du skal ikke et andet sted hen. Du er der allerede. Du er her lige nu. I nuet.
Peter Bastian ser kristendommens treenighed på følgende måde: Faderen som retfærdighed og regler, sønnen som tilgivelse, kærlighed og barmhjertighed, helligånden som sprog og kreativitet.
Der er en lang perlerække af fine refleksioner, men indimellem også nogle lidt indforståede højtravende betragtninger, som kræver noget af læseren.
'Altid allerede elsket' af Peter Bastian. Gyldendal 2017, 162 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar