Meget velskrevet roman om fattigdom, svigt og tilgivelse i Midvesten. Lucy ser tilbage på en periode i sit liv, hvor hun var igennem en længere hospitalsindlæggelse. Hendes døtre var ikke så gamle, hun var ensom og bange. Og så kommer hendes mor på besøg. De to har et lidt blandet forhold til hinanden. De har ikke haft megen kontakt siden Lucy for snart mange år siden flyttede, - eller måske snarere flygtede hjemmefra. Alligevel: Nu viger moderen ikke fra hendes side og hendes kejtede stumme omsorg rører noget inde i Lucy. Lidt efter lidt åbnes der i glimt op for en række barske barndomsminder. I en årrække levede familien nærmest i en garage og Lucys barndomsminder er præget af angst og fattigdom.
Det der gør denne historie til noget særligt er den rolige underspillede tone, som Lucy bruger når hun helt uden selvmedlidenhed fortæller sin historie. En historie om, hvordan fortiden aldrig helt kan slippes, men også om ensomhed, tilgivelse og at vi alle har en helt særlig historie, som ingen anden helt kender eller forstår.
'Mit navn er Lucy Barton' af Elizabeth Strout. Gyldendal 2017, 183 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar