Selv om disse digte måske ikke alle har den samme helstøbte gennemslagskraft som jeg ellers godt kan lide hos digte, så er der en eller anden fin grundlæggende tristhed og forligen sig med skæbnen over mange af digtene i Katrine Marie Guldagers nye digtsamling, som griber mig. Fx:
SÅDAN I
Sådan står jeg bøjet ind over et barns vugge
og alle de
der stod bøjet ind over min
er allerede væk.
Sådan står jeg under trækronens
vildtvoksende kaos
og kalder det for et liv, en retning:
Solen oplyser et æble.
Som om det var nogen kur at tåle.
Som om dét var nogen kur.
Der er kun ét digt at ankomme til:
Et tømt landskab.
En dryppende vandhane.
Bladenes raslen i træerne udenfor.
Det var så de mennesker
vi valgte at være.
'Et sted i verden' af Katrine Marie Guldager. Lindhardt og Ringhof 2014, 71 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar