lørdag den 23. juli 2011

'Niceville' af Kathryn Stockett

En spændende og fascinerende fortælling om Sydstaterne i starten af 1960'erne. Om almindelige underkuede menneskers mod og angst, og om den befrielse det kan være at få en stemme.
Den hvide overklassepige Skeeter har lige afsluttet sin universitetsuddannelse og vil gerne arbejde som journalist. Det er ikke så nemt, og på den lokale avis får hun kun tilbud om at redigere rengøringsbrevkassen. Da hun ikke ved meget om det emne, søger hun hjælp hos sin veninde Elisabets tjenestepige Aibileen. Her opstår idéen til noget mere specielt: Skeeter beslutter sig for, at hun vil skive en bog, som skal være de sorte tjenestepigers fortælling om deres liv med rengøring og pasning af de hvides børn.
Det viser sig at blive noget mere problematisk, end hun havde forestillet sig. Ingen tror på hendes projekt, ingen tør udtale sig, alle er bange. Med hjælp fra Aibileen lykkes det hende dog lidt efter lidt at komme i kontakt med flere tjenestepiger og hun får øje på en helt anden verden, som hun intet kendte til.
Skeeter har egentligt aldrig været borgerrettighedsforkæmper, hun vil bare gerne være forfatter og der går lidt tid før hun indser at hun har stukket hånden i en hvepserede. Jo dybere hun graver jo flere spørgsmål findes der. Hvad skete der f.eks. med hendes egen sorte barnepige? Og er Stuart den rette mand i hendes liv?
Historien fortælles på skift af Skeeter, Aibileen og Aibileens veninde Minny og det virker som et troværdigt billede af hele situationen i Sydstaterne i starten af 60'erne.
Jeg startede på romanen, da jeg kom hjem fra arbejde den anden dag og kunne ikke lægge den fra mig, før jeg var færdig. Bedre anbefaling kan en bog vel ikke få?
Niceville' af Kathryn Stockett. Cicero 2010, 407 sider.

Ingen kommentarer: