Drengen slutter sig midt i 1800-tallet til Glantons bande, der drager hærgende gennem grænseområdet mellem Texas og Mexico på jagt efter fjendtlige indianere. Med i banden er også den dæmoniske dommer Holden; en kæmpestor stærk albino uden hår på kroppen. Holden er besat af at analysere og undersøge alt hvad han møder på sin vej i et ønske om at have kontrol over verden. Bandens blodige fremfærd går efterhånden også ud over sagesløse nybyggere, fredelige indianere; i det hele taget alle der kommer i vejen for dem. Det er en meget barsk fortælling, der ligger langt fra den romantiske forestilling om det vilde vesten. Ikke så poetisk som "Vejen", men alligevel en oplevelse værd. - Hvis man altså kan klare alle drabene, blodet, uhyrlighederne... - hvilket jeg indimellem havde svært ved. Man venter længe på at helten skal træde ind på scenen og afslutte alt det uhyrlige, - men han lader vente på sig. På et tidspunkt gør Drengen på sin egen måde oprør mod dommerens umenneskelighed, - men er det nok? - Og er han selv meget bedre, når det kommer til stykket? Læs og døm selv. - Og hvis nogen har et godt bud på, hvad det er, der sker i slutningen, så hører jeg gerne fra jer...
Romanen regnes som et af forfatterens hovedværker, den udkom i 1985, så oversættelsen har været længe undervejs...
'Blodets meridian: af Cormac McCarthy. Gyldendal 2013, 416 sider.
2 kommentarer:
OBS: Spoilers.
Hej Dorte
Nej, slutningen er ikke lige sådan at greje. På nettet kan man finde en del, ret omfattende analyser af bogen, herunder tolkninger af slutningen. En ret udbredt tolkning er, at Dommeren slår Drengen ihjel. Andre anlægger den tolkning, at Dommeren voldtager ham og på den måde påfører ham den ultimative ydmygelse og underkastelse (givet det macho-univers, bogens karakter er en del af). Men det er jo i alle tilfælde spekulation, som ikke ændrer på, at det er en "open ending."
Jeg foretrækker at læse slutningen symbolsk: Som du skriver, er Drengen den eneste figur, der i løbet af bogen yder Dommeren og hans verdenssyn en smule modstand. Men til sidst resignerer Drengen (nu Manden) og lader sig - tilsyneladende frivilligt - omslutte af Dommerens nøgne, hårløse favntag. Herved opgives endeygyldigt den sidste rest af insisteren på og håb om, at der kan være nogen anden mening i verden end Dommerens sorte, nihilistiske krigsfilosofi om den stærkes ret. Med andre ord ikke særlig opmuntrende....
Giver det mening? Andre tolkninger?
Jeg har skrevet lidt mere om bogen på min blog her.
Ja, det giver meget god mening at læse slutning symbolsk. Min første tanke var at dommeren havde dræbt Drengen, men et eller andet sted håbede jeg - måske lidt naivt - at der kunne være en anden tolkning..
Send en kommentar