lørdag den 5. januar 2019

'Pachinko' af Min Jin Lee

I en lille by helt ude ved kysten i Sydkorea gifter en handicappet fisker sig i 1911 med en ung pige. Sammen får de datteren Sunja, som de elsker højt, og som er hovedpersonen i denne roman. Vi følger Sunjas forelskelse i den rige koreaner Hansu, der er noget ældre end hun. Først da hun er blevet gravid, finder hun ud af at Hansu allerede er gift i Japan og har tre døtre. Sunja bliver fortvivlet og nægter at tage imod hjælp fra Hansu, der ellers tilbyder at installere hende i et hus i Korea og tage sig af hende. Til Sunjas og hendes families store held tilbyder den gennemrejsende præst Isak istedet at gifte sig med hende og han tager hende med til Japan, hvor han har fået et job som præst.
Sunjas beslutning om at forlade sit hjemland, vende Hansu ryggen og starte et nyt liv i Japan får store konsekvenser for hele familien, - som det jo uværgerligt vil gøre, når man flytter sin slægt et andet sted hen.
I Japan er livet ingen dans på roser, Isak og Sunja er fattige og bor hos Isaks bror og svigerinde. Men sønnerne Noa og Mozasu har drømme og ambitioner, som de forfølger næsten på trods.
En virkelig underholdende og fascinerende historie. Det er altid spændende at læse om en tid og et sted i verden, som man måske ikke kender så meget til. Denne roman giver et fint indblik i de koreanske immigranters vilkår i Japan igennem det tyvende århundrede.

'Pachinko' af Min Jin Lee. Hr. Ferdinand 2018, 598 sider.

Ingen kommentarer: