tirsdag den 27. november 2018

'Ar' af Audur Ava Olafsdottir

Jonas er træt af sit liv. Han er 49 år, hans kone har forladt ham, - og fortalt ham at hans eneste datter ikke er hans - rent biologisk. Nu overvejer Jonas at begå selvmord; han kan ikke se, at der skulle være mere for ham at gøre i livet.
Han rydder op i sine ting, så bestiller han billetter til et fjernt krigshærget land og tager afsted medbringende et minimum af ting; bl.a. en boremaskine, - hvis han skulle få brug for at skrue en krog op et sted.
Skæbnen vil at Jonas havner på et faldefærdigt hotel, som et ungt søskendepar forsøger at få til at løbe rundt i et område, der lige er kommet ud af en borgerkrig. Jonas er lidt af en handymand, hvilket hurtigt rygtes, og det bliver sværere og sværere for ham at komme til at tage livet af sig selv, når han ser disse mennesker, der har overlevet helt anderledes brutale oplevelser, forsøge at skabe sig et liv på ruinerne af det, der var engang. Og alle synes at have brug for en mand med en boremaskine.
Det er en virkelig fin og velskrevet historie, der giver stof til eftertanke.
Mens et menneske finder sit liv meningsløst og tomt, så er der andre, der har kæmpet så hårdt for bare at være i live, at de nu vil have det bedste ud at situationen, selv om den ikke er perfekt.
Helt fortjent at romanen i år vandt Nordisk Råds Litteraturpris.


'Ar' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer 2018, 249 sider

Ingen kommentarer: