De singalesiske søstre Lanka og Yasodhara bliver født på Sri Lanka, men efter borgerkrigens start i 1983 vælger familien at flygte til USA. Den tamilske legekammerat Shiva og hans familie tvinges også væk fra byen og de mister kontakten til ham. Sideløbende med fortællingen om søstrenes opvækst som immigranter i USA, får vi historien om den tamilske pige Saraswathi, der drømmer om at blive lærer, en drøm, der brutalt knuses af borgerkrigen. Og på et tidspunkt krydses de tre pigers veje, med store konsekvenser til følge. Det er en roman om sorg, kamp, kærlighed, radikalisering og immigration. På trods af den lidt naive slutning, der er svær at tro på, så er det alligevel en roman der giver et fint indblik i en radikaliseret tankegang. Man kan også læse den som en beskrivelse af en ung indvandrerkvindes liv i USA, en beskrivelse af et forhold mellem to søstre eller en beskrivelse af forholdene på Sri Lanka.
'De tusind spejles ø' af Nayomi Munaweera. Cicero 2014, 238 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar