'Liv efter liv' af Kate Atkinson

Romanen indledes med, at en ung kvinde går ind på en café og skyder Adolf Hitler. Herefter føres vi tilbage i tiden til en barnefødsel d. 11. februar 1910 i England. Vi får flere forskellige versioner af hvad der skete den dag i snestormen. I en af versionerne når lægen aldrig frem p.g.a. snestorm og den lille pige bliver kvalt i navlesnoren. I en anden går fødslen godt. Vi følger herefter den lille Ursula  og hendes familie, gennem flere forskellige versioner af deres liv. Afgørende situationer fortælles om og om igen med forskellige små afvigelser, der kan betyde døden for en lille pige. - Vi præsenteres for de mange farer, der lurer på familien: Høje bølger på stranden, engelsk syge, som tjenestepigen bliver smittet med i London, en lurvet vagabond, voldtægt, og senere krig, voldelige ægtemænd o.s.v. - Og indimellem er det, som om Ursula i en senere udgave af fortællingen om sit liv kan fornemme, at hun svæver i stor fare, - og selv griber aktivt ind i begivenhederne.
Romanen leger med tanken om "hvad nu hvis" - og tilsætter en forudanelse om, at noget kan gå galt - en form for deja vu. Den gør det på meget raffineret vis, så vi hver gang forfalder til at tro; - at her har vi den endelige udgave at Ursulas liv, - hvilket naturligvis ikke passer. - Og hvilken version der i sidste ende passer sammen med den indledende fortælling om den unge pige, der skyder Hitler, - det har jeg efter endt læsning ikke helt styr på.
Jeg gik lidt i stå midtvejs, men alt i alt er det nu alligevel en fascinerende - og foruroligende - tanke, der ligger bag denne roman, og gør den til en lidt speciel, men bestemt læseværdig oplevelse.

'Liv efter liv' af Kate Atkinson. Gads Forlag 2014, 531 sider.