lørdag den 15. november 2008

'Skygge' af Karin Alvtegen

Christopher Sandeblom er et hittebarn. En dag modtager han et brev, der meddeler ham, at han er enearving til boet efter Gerda Persson. Endelig øjner han en mulighed for at finde ud af hvem han er, og hvorfor han som 4-årig blev efterladt alene på Skansen.
Gerda har i mange år arbejdet som husholderske for den berømte forfatter og nobelpristager Axel Ravnafeldt, men har ved sin død ingen kontakt med familien Ravnafeldt. Axels søn Jan Erik har problemer i sit ægteskab, han drikker for meget og hader sin far, selv om han som foredragsholder tager ud og holder liv i myten om den berømte forfatter. Jan Erik kontaktes af Marianne Folkeson fra kommunen i anledning af Gerdas død og bliver bedt om at finde et fotografi af den afdøde. Da han begynder at lede i sin fars papirer finder han imidlertid noget helt andet... - Noget der fuldstændigt ændrer hans opfattelse af forældrene, barndommen og alt hvad han har bygget sit liv på...
Alvtegen forstår at opbygge spændingen i løbet af romanen, så man næsten ikke kan lægge den fra sig. Kan anbefales!

Ingen kommentarer: