Wauv, - en virkelig god bog, som jeg har slugt på et par dage. Skrevet i en tilpas blanding af humor og alvor bliver det en roman, som man både kan grine og græde til. En af de bedste danske udgivelser, som jeg har læst i år.
I bogens prolog sidder Nelly til en begravelse i Vor Frue Kirke i København.
Derefter går vi 9 måneder tilbage i tiden og følger Nelly. Hun arbejder som optikerassistent og har en virkelig irriterende chef. Hendes kæreste Troels er 19 år ældre end hun og har indsendt en afføringsprøve, da han fyldte 50. Nu er han blevet indkaldt til samtale, og det viser sig, at han har tarmkræft. Heldigvis er det blevet opdaget tidligt, men alt ændrer sig alligevel for Nelly. Det er svært at tale med veninderne, og Troels har også svært ved at få det fortalt til sin gode ven Simon.
Alle kender vi formentlig nogen, der har haft kræft. Mange af os har haft det ret tæt inde på livet. Den måde Laura Ringo behandler emnet på er meget befriende. Med et kærligt og humoristisk fokus på det uperfekte i os som mennesker, vores kampe og kærlighed. Tragikomisk med den forfærdelige chef og optikerverdenen, kombineret med angsten for at miste Jeg er imponeret, må se at få læst mere af Laura Ringo. Kan anbefales!
'Efter kort tids sygdom' af Laura Ringo. Alpha 2025, 301 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar